Victor Bendix voksede op i Københavns intellektuelle miljø. Han var yngste søn af den musikinteresserede grosserer Emanuel Bendix og hans to brødre Otto (1845-1904) og Fritz (1847-1914) blev begge Kgl. Kapelmusici. Gennem dem kom Victor Bendix i kontakt med musikken som barn og skrev sine første værker allerede 1864, bl.a. en blæseroktet som skal være blevet opført privat af medlemmer af Det Kgl. Kapel.

Victor Bendix blev optaget på det første hold studerende på Gades musikkonservatorium (1867-69). Her havde han bl.a. Gade og Hartmann som lærere i teori og komposition.

1870-72 var Victor Bendix ansat som operarepetitør på Det Kgl. Teater, hvor han bl.a. medvirkede i indstuderingen af Wagners Mestersangerne i Nürnberg (opført 1871).

Pianist og pædagog

Victor Bendix var en af sin tids førende danske pianister og en meget søgt klaverpædagog. Han koncerterede flittigt både herhjemme og i udlandet, bl.a. sammen med hustruen Dagmar der også var pianist. Victor Bendix vakte stadig begejstring for sit ”ungdommelige” og ”energifyldte” spil som 70-årig solist i sin egen klaverkoncert ved Nordiske Musikdage i Helsinki 1921 (Fritz Crome i Musik 1. marts 1922).

Læs mere om Victor Bendix' klaverkoncerten her

Kapelmester

Som dirigent gjorde Victor Bendix sig med mellemrum gældende i Københavns musikliv:
Tidligst i Korforeningen som han stiftede med vennen Axel Liebmann 1872, og som assistent for Gade i Musikforeningen.
Derpå som dirigent for de populære Folkekoncerter i Palæet, hvor han blev fyret fordi han mod ledelsens ønske opførte Carl Nielsens Symfonisk Rhapsodie – til overflod endda to gange på samme program så publikum bedre kunne stifte bekendtskab med det ”vanskelige værk”.

Læs Victor Bendix' brev til Carl Nielsen her 

I årene 1907-10 dirigerede Victor Bendix Dansk Koncertforening. Sine største triumfer som dirigent fejrede Victor Bendix med sine egne filharmoniske koncerter (1897-1901), hvor han bl.a. førsteopførte Wagners Tristan og Isolde og Siegfried, og med førsteopførelsen af Verdis Don Carlos på Det ny Teater 1915.

Som komponist var Victor Bendix især aktiv fra begyndelsen af 1870’erne til tiden omkring 1900 med sange og orkesterværker som den betydeligste del af produktionen.

Læs mere om Victor Bendix' sange og symfonier her

Freelance

Victor Bendix fik trods sine bredt anerkendte evner som dirigent og pianist ingen ansættelser, men levede freelance - bortset fra de tidlige års ansættelse som operarepetitør og korte perioder som klaverlærer på Konservatoriet og dirigent i Dansk Koncertforening.

Victor Bendixs freelance-tilværelse  kan skyldes ”personlige grunde” som nekrologen i Dansk Musiktidsskrift diskret antyder. Victor Bendix’ liv var da heller ikke fri for den slags begivenheder, der af borgerlig moral opfattes som skandaløse.
Men man mistænker at den voksende antisemitisme som også hans halvfætre Georg og Edvard Brandes fik at mærke, kan have spillet en rolle. Ligesom den kan have været medvirkende til, at hans bror Otto valgte at forlade Det Kgl. Kapel og emigrere til USA, ”fordi han i nogen Grad følte sig overset i visse Kredse af det hjemlige Musikliv”.[fn]Erik Abrahamsen i DBL2 bd. 13 1933[/fn]

(JBR)

Trods sin romantiske grundholdning erkendte Victor Bendix Carl Nielsens begavelse og gik i brechen for den unge himmelstormer. Den gensidige respekt og venskabet mellem de to komponister var livslangt. Dette vidner Victor Bendixs brev til Carl Nielsen efter uropførelsen af den 5. symfoni den 25. januar 1922 om:

 "Kære Carl Nielsen.
Jeg gik fra din søndagsprøve bedøvet og bedrøvet. Jeg gik fra koncerten i aftes og smældte og skældte over denne Sinfonie filmatique, denne urenlige løbegravsmusik. Dette frække bedrag, denne knytnæve i ansigtet på et værgeløst, nyheds-snobbet, pirrings-sygt publikum, dusin mennesket en masse, der med forkærlighed slikker den hånd, som er farvet af dets eget næseblod. - - - Og jeg vågnede sent i nat, kunne ikke sove mere. Din musik holdt mig vågen. Jeg vil alligevel høre den igen. Jeg hader den, men den fængsler mig. Jeg kan jo se den åndslivlighed, den styrke og selvstændighed, hvoraf hver eneste takt bærer mærke. Jeg ser jo det store drag mod det ugjorte, mod det måske ugørlige, som er et af geniets kendetegn. Jeg ser en aldrig hvilende skabertrang, en sublim nøjsomhed med allerede vundne laurbær. Jeg ser en enestående bevægelsesfrihed i alle kunstformer, et mesterskab, som kun en forening af sjældne naturgaver og stålvilje skænker. Og jeg ser i din stræben mod høje tinder og dybe afgrunde en naturnødvendig opposition mod vor lille alt for blødagtige og småtskårne danske kunst. Ja, jeg ser meget - meget i din musik. Gid jeg nu selv evnede at høre lige så meget. Så var det lettere at blive gammel. Med alle gode ønsker - det undtaget, at du må danne skole!
Din VB."

(Citeret efter Mogens Wenzel Andreasen 2009)

Skønt Victor Bendix komponerede adskillige værker for sit eget instrument klaveret – bl.a. sonaten opus 26 – er hans betydeligste indsats som orkester- og sangkomponist.

Operaer komponerede han ikke, og kammermusik kun i mindre omfang. Hans klavertrio op. 12 fremhæves dog ofte som et af hans bedste værker.

Victor Bendix var romantiker af sind og gemyt. Stilistisk holdt han fast ved den senromantiske udtryksform med internationale forbilleder. Navnlig inspirationen fra fransk og russisk musik (César Franck, Saint-Saëns, Tjaikovskij og Borodin) synes at have spillet en rolle for ham.
I årene efter 1900 følte Victor Bendix  sig i nogen grad overhalet og tilsidesat af yngre kolleger. Især Carl Nielsens moderne og antiromantiske musik repræsenterede en tidsånd og et skønhedsideal, som han ikke sympatiserede med. Det har utvivlsomt medvirket til at hans virke som komponist kun var beskedent i den sidste snes år af hans liv.

Læs mere om Victor Bendix' symfonier og sange her

(JBR)

Symfonierne

Victor Bendix skrev fire symfonier. Især nr. 1 og 2 blev ret hyppigt opførte i København og også spilledes i udlandet. Det er begge programsymfonier:
Nr. 1 Fjeldstigning opus 16 (1882) har som program et digt af Holger Drachmann. Digtet skildrer nattevandringen gennem uvejsomme skove og oplevelsen af solopgangen fra fjeldets tinde som en faustisk drøm om en utopi der skal åbenbare en lykkelig verden.

Nr. 2 Sommerklange fra Sydrusland opus 20 (1887-88) bygger på indtryk fra en Ruslandsrejse og rummer angiveligt elementer af russisk folklore.

I 3. symfoni opus 25 (1895) er det programmatiske indhold begrænset til stemningsangivelser over de tre satser: Fantasi, Brogede Billeder og Elegi.
Her afviger Victor Bendix fra den gængse firsatsede symfoniske form og lader to langsomme satser indramme en hurtig scherzo.

4. symfoni opus 30 (1906) vender tilbage til den klassiske symfoni uden programmatiske antydninger, men her var tiden ved at løbe fra Victor Bendix. Symfonien blev aldrig udgivet og uropførelsen i Dansk Koncert-Forening (1908 med ham selv som dirigent) fik en kølig modtagelse.

Sangene

Som sangkomponist begyndte Victor Bendix i den nationale romancetradition med Fire Sange opus 3. Særligt den strofiske nr. 1 Hvor tindrer nu min Stjerne til tekst af Christian Winther blev meget udbredt.

De øvrige sange fra opus 3 til tekster af bl.a. Thomas Moore og Ludvig Bødtcher nærmer sig mere den gennemkomponerede lied med et selvstændigt udarbejdet klaverakkompagnement.
Også Victor Bendixs opus 6 Almas Sonetter (fra Paludan-Müllers Adam Homo) blev populære i hans samtid.

De senere sange hvoraf en del er til franske eller tyske tekster (heriblandt nogle som f.eks. Schubert og Brahms allerede havde komponeret) viser Victor Bendix' internationale orientering i såvel litteratur som samtidens musik. Sangene har dog ikke formået at vinde indpas på repertoiret.

(JBR)

Det værk som på godt og ondt giver det bedste indtryk af Victor Bendix i hans dobbeltrolle som komponist og pianist er måske klaverkoncerten i g-mol opus 17 (1881, rev. 1903). Victor Bendix opførte selv værket flere gange både i Danmark og i udlandet.

Klaverkoncerten er et stort værk i tre satser med en spilletid på 38 minutter, og det viser Victor Bendix som både klaverlyriker og virtuos. Den lyriske side er mest fremtrædende. 1. og 2. sats introduceres begge svagt i træblæserne med tematisk stof, som klaveret overtager og udvikler til hovedtema. 3. sats begynder derimod for fuld kraft i orkestret der lægger op til virtuose udfoldelser i soloklaveret.

1. sats

1. sats domineres af et diatonisk hovedtema der indledes med en faldende kvart og bygges op gennem stigninger til kulmination i messingblæserne, hvor den faldende kvart vendes om til gjaldende ”hornsignaler”. Men kulminationen varer kun kort. Det lyriske, intime vekselspil mellem klaveret og ofte solistiske orkesterinstrumenter vender tilbage og dominerer satsen, kun afbrudt to gange ved satsens midte og slutning af ”hornsignalerne”.

2. sats

2.sats hovedtema indledes af en faldende kvint som en art motto og fortsætter i kromatiske bevægelser. I satsens forløb varieres stoffet og udvikles til glitrende passager, hvor hovedtemaets motto ofte optræder som kontrapunkt. Også denne sats er overvejende lyrisk.

3. sats

Først i 3. sats tager virtuosen ordet og viser hvad det romantiske klaver rummer af muligheder for bravour. Det diatoniske og kromatiske fra de to tidligere satser forenes her i en spændingsfyldt og modulerende harmonik. I slutningen af satsen dukker temaerne fra 2. og 1. sats op som reminiscenser og sluttelig som citater.
Det er som om Victor Bendix her (ligesom i klaversonaten opus 26) søger at realisere César Francks cykliske formprincip for på den måde at skabe sammenhæng i den lange og nogle gange episodisk virkende koncert.

Konklusion

Problemet er at man skal lytte godt efter for at bemærke sammenhængen.Victor Bendix' temaer mangler her – som i andre tilfælde – den prægnans og originalitet som får dem til at bide sig fast i erindringen.
Afstanden mellem tema, tematisk udvikling og uforpligtende passagespil er for kort; de faldende kvarter og kvinter er for banale til at kunne gøre fyldest som motto; den rytmiske udformning er for ukarakteristisk.

Man kan kun beundre den omhu og soberhed, hvormed Victor Bendix går til værks og giver sit bidrag til den romantiske klaverkoncert omtrent samtidig med Tjaikovskijs b-mol og Brahms B-dur. Men talentet står ikke mål med ambitionen.

(JBR)

streaming

Musikken er venligst stillet til rådighed af Danacord records.

Anvendt litteratur

Gerhard Lynge: Victor Bendix i: Danske Komponister i det 20. Aarhundredes Begyndelse 2/1917

Fritz Crome: Victor Bendix i: Musik 1922

Erik Abrahamsen i DBL2  bd. 2, 1933

Nekrolog i: Dansk Musiktidsskrift 1925 nr. 5

Mogens Wenzel Andreasen i: Musikalsk byvandring. 34 klassiske komponister i 1800-tallets København. 2009

Sohlmans Musiklexikon 2. udg. 1975

Øvrigt
Wikipedia: Victor Bendix

Udvalgte indspilninger:

4 Songs op. 3: Hvor tindrer nu min stjerne, Serenade, Til aftenklokken, I foråret
Dorte Kirkeskov (klaver), Peder Severin (tenor)
Romantic Danish Songs
Dacapo dccd 9114 (1993), CD
Link til Dacapo

Symphonies no. 1-4
Omsk Philharmonic Orchestra, Evgenyi Shestakov (dirigent)
Danacord, DACOCD 436-437, CD
Link til Danacord

Concerto for Piano and Orchestra G minor, op. 17
Oleg Marshev (piano), Aalborg Symphony Orchestra, Matthias Aeschbacher (dirigent)
Danish Piano Concertos, vol. 4
Danacord, DACOCD 641, CD
Link til Danacord

Værkfortegnelse efter Balzer (1932) revideret

Orkesterværker

Suite op. 15.
Symfoni nr. 1 Fjeldstigning, C-dur op. 16, o. 1882.
Klaverkoncert g-mol op. 17 (Leipzig 1884).
Ouverture op. 19.
Symfoni nr. 2 Sommerklange fra Sydrusland, op. 20 o. 1887.
Symfoni nr. 3, a-mol op. 25, 1895.
Danse-Suite op. 29, 1903.
Symfoni nr. 4, d-mol op. 30, 1904-05.
Serenade, A-dur.

Korværker

33. Psalme op. 7, 1872.

Kammermusik

Klavertrio, A-dur op. 12, o. 1880.

Klaverværker

5 Klaverstykker op. 1.
In kleinerem Style op. 2.
Balletimprovisationer op. 10.
Nocturne og Vals op. 11.
Album op. 22, 1891.
Sonate g-mol op. 26 (Breitkopf & Härtel 1901).
5 Klaverstykker op. 33

Sange

Lieder op. 3.
Philinens Lied op. 4.
3 ernste Gesänge op. 5.
Almas Sonetter op. 6.
Stimmungsbilder op. 9.
Poèsies de Victor Hugo op. 21.
6 danske Sange op. 23.
Fabler og Vers op 27.
Welke Blätter op. 27.
9 danske Sange op. 31.
5 deutsche Gesänge op. 32.
Esperanto-sange, 1907.