Tekla Griebel Wandall blev født i Randers hvor hendes far der stammede fra Holsten ernærede sig som musiker og hendes mor var lærerinde. Da hun var syv år flyttede familien til Kbh., hvor faderen bl.a. spillede i Carl Christian Lumbyes orkester og underviste i musik.
Tekla Griebel Wandall blev undervist i hjemmet og kom som 15-årig på Tegneskolen for Kvinder, hvor hun blev uddannet som figurtegner. Samtidig fik hun sangundervisning. 19 år gammel overværede hun en opførelse af Boitos opera Mefistofele, og den oplevelse overbeviste hende om, at hun skulle være komponist.
Tekla Griebel Wandall forberedte sig på egen hånd til konservatoriets optagelsesprøve og blev optaget 1888 med friplads. På konservatoriet fik hun Orla Rosenhoff som lærer i teori og det 3. studieår Otto Malling som kompositionslærer (ikke som oplyst flere steder dennes ældre broder Jørgen Malling der virkede i Wien)[1].
Sangerdrømme og musikdramatik
Efter konservatorieårene uddannede Tekla Griebel Wandall sig som sanger. Hun studerede bl.a. hos Leopold Rosenfeld, hvor hun kom i kontakt med en række af hans berømte elever, bl.a. Peter Cornelius. Hun virkede som repetitør for Cornelius, Wilh. Herold og solodanser Valdemar Price og fik gennem dem videre kontakter til musiklivet.
Musikforlæggeren Henrik Hennings fra Kgl. Hofmusikforlag og senere Nordisk Musikforlag støttede Tekla Griebel Wandall og udgav fem hæfter med hendes sange (herunder Fem Sange til tekster af bl.a. J. P. Jacobsen og Den flyvende Hollænder til tekster af Oscar Madsen). Desuden bestilte Hennings en opera, Skøn Karen til tekst af Det Kgl. Teaters direktør Einar Christiansen. Ligesom tilfældet var ved hendes første opera Don Juan de Marana (som hun skrev efter Prosper Merimés novelle før hun kom på konservatoriet) måtte faderen hjælpe hende med instrumentationen. Skøn Karen blev afvist på Det Kgl. Teater, men opført i Breslau 1894 eller 95 og efter omarbejdelse opført på Det Kgl. Teater 1899.
Studier i Dresden
I forbindelse med Kvindernes Udstilling 1895 komponerede Tekla Griebel Wandall en ballet I Rosentiden, der blev betragtet som hendes officielle debut. Modtagelsen var god og musikken blev ligesom Skøn Karenudgivet i klaverudtog af Henrik Hennings. Igen havde faderen måttet hjælpe med instrumentationen, men takket være en formuende komponistkollega, Nicoline Leths hjælp blev Tekla Griebel Wandall 1897 i stand til at lære instrumentation. Undervisningen foregik i Dresden hos Felix Draeseke, der var en internationalt søgt kompositionslærer og bl.a. underviste svenskeren Ruben Liljefors og den finske komponist og dirigent Ida Georgina Moberg.
Undervisning og ægteskab
Hvis Tekla Griebel Wandall havde levet 100 år senere, ville hun have været en oplagt modtager af Kunstfondens stipendier og arbejdslegater, der kunne have skaffet hende tid til at komponere. Men den mulighed eksisterede ikke i årene omkring 1900.
Tekla Griebel Wandall overtog efter moderens død 1891 husførelsen i barndomshjemmet, hvor faderens indtægter var svingende og efterhånden få. Hun måtte undervise i klaver og sang for at opretholde hjemmet. Da hun efter faderens død 1900 giftede sig med den 16 år ældre teolog og – viste det sig snart – arbejdsløse forfatter Hans Frederik Wandall, blev det igen hende, der havde forsørgerpligten samt opdragelsen af sønnen Svend (født 1904).
Tekla Griebel Wandalls væsentligste værker fra årene efter 1900 er nok scenemusikken til Henrik Ibsens Når vi døde vågner (1902) og operaen Kong Hroars Skjalde (1903-04). Ingen af dem blev opført. I offentligheden var hun mest kendt for sine kantater (bl.a. til Tegneskolen for Kvinders 25 års jubilæum, et værk hun selv dirigerede) og for sine pædagogiske værker – især Musikalsk Børnehave (1898) der blev trykt i mange oplag.
Sidste år
Efter Frederik Wandalls død 1917 fik Tekla Griebel Wandall bedre muligheder for at samle sig om kompositionsarbejdet. Hun komponerede en genforeningskantate (1920) og gennemarbejdede operaen Kong Hroars Skjalde (1925) der trods Georg Høebergs anbefaling ikke blev antaget af Det Kgl. Teater.
Med økonomisk støtte fra en velhavende elev Alice Shaw fik hun udgivet klaverstykker og sange på Wilhelm Hansens musikforlag, og hun fik udarbejdet en værkfortegnelse. Sine musikteoretiske synspunkter redegjorde hun for i det uudgivne værk Tonernes Mikrokosmos, hvor hun gør sig til talsmand for en synæstetisk musikopfattelse der kobler toner, farver og følelser – en tanke der var stærkt fremme i årene omkring 1900 og ikke mindst kom til udtryk i Alexandr Scriabins teorier.
(JBR)
[1] Om forholdet Rosenhoff – Malling og den omstændighed at TGW ikke fik mulighed for at få kompositionsundervisning af Rosenhoff se N. Krabbe (ed.): Carl Nielsen Studies 2008.
