Jeg har så længe jeg kan huske elsket musik og været meget optaget af det. Min første store musikalske oplevelse var da jeg som 4-årig hørte en plade med den polske cembalistinde Wanda Landowska: Dances of Ancient Poand. Især Polonaise in A minor sendte mig helt ud i universet - og gør det den dag i dag. Måske er det her min forkærlighed for A mol blev grundlagt.
Jeg gik til guitarundervisning fra jeg var 13 til jeg var 14, men jeg var desværre ekstremt genert og sky, så det var en prøvelse at spille og synge for andre - min guitarlærer inklusive. Jeg elskede at synke ind i musikken, når blot dørene var lukkede.
Efter nogle års pause genoptog jeg sangskrivningen som 21 årig, da jeg mødte Hjörtur Blöndal, der havde Blöndal Studio. Hjörtur og jeg indledte et samarbejde musikalsk såvel som privat. Han skrev musikken, jeg sang og skrev teksterne - på dansk. Men musikken var ikke mollet nok for mig i længden, så jeg begyndte at arbejde mere med min egen musik og kom desuden med i små undergrundsorkestre. Som 35-årig så jeg en lille bitte seddel på Dansk Artistforbunds opslagstavle, hvor der stod “Pladeselskab søger sangerinder til kor”. Jeg mødte op, og det møde mundede ud i en pladekontrakt. Pladeselskabet hed StarHouse, og Michael Hardinger var direktør.
Min debut, “Thulla”, udkom i 1999, med agent, Morgenflimmer, rotationsforsøg og kridten op til “Årets sangerinde”. Min agent løj mig 5 år yngre end jeg var, da hun mente det var uhipt at debutere som 35-årig. Jeg fulgte bare med uden at forstå hvad der skete. Jeg fik en booker som var meget begejstret for det, jeg lavede. Han havde også Sorten Muld, der var et kæmpe navn på det tidspunkt, i sin stald, men han anede ikke hvad han skulle stille op med mig og mit orkester. “Det er meget specielt det du laver, og du er jo ikke kendt”, sagde han. Så vi fik to jobs, ud over at vi var i MorgenTV, og så døede det. Min agent havde mistet interessen, da jeg ikke kom i hot-rotation nogen steder, og da samtlige radiokanaler fandt musikken alt for sær.
Til gengæld søgte jeg Statens Kunstfonds 2-årige legat, som fandtes på det tidspunkt - og fik det. Den dag jeg åbnede kuverten hvor det stod, er et af de mest euforiske tidspunkter i min musikalske karriere.
Efter debuten lavede jeg en række cd’er med jazzet tilsnit - helt bevidst for at komme ud at spille. Jeg ville ha’ hår på brystet, jeg ville ha’ live-erfaring og jeg ønskede at komme min sensitivitet og sceneskræk til livs. Derudover stortrivedes jeg i jazzmiljøet, selvom jeg aldrig har været eller bliver jazzsangerinde eller jazzmusiker.
DET METAFYSISKE FELT
Fra 1999-2010 levede jeg i en boble af musik, non-stop, og 9 ret forskellige CDer blev født i den periode. Bla. CDen “The Spirit of Ice” (2009), som er resultatet af en 14 dages kajaktur i Grønland, hvor jeg fik den ide at optage lyde fra isbjergene, og se om jeg kunne komme i kontakt med deres sjæl, og lave musik ud af det. Så jeg medbragte en optager i min kajak, og roede hen til de mest fristende isbjerge for at optage deres lyde. Da jeg kom hjem til Danmark, loopede jeg nogle af isbjergelydene og lagde klangflader, tribetrommer, vocal og kor på. Jeg dykkede ned i et mindre arkiv jeg har, med peyote-ceremonisang fra indianere, og gamle sange fra grønlændere. Jeg ønskede at invitere grønlænderne med ind i musikken, og lavede en aftale med dem: de skulle kun være med, hvis de ville. Ingen tvang. Så jeg slog min venstre hjernehalvdel fra, og når jeg, under arbejdet med musikken, fandt, at “her skal en grønlænder ind”, så lyttede jeg i mit arkiv, og fandt den sang og stemme, jeg fornemmede ville passe perfekt. Hvis sangen passede ind i rytmik og toneart i det, jeg havde lavet, så var det fordi han gerne ville lege med. Og i 95% af tilfældene faldt sangen fra svundne tider lige ind som en puslebrik, jeg klippede og filede lidt, og så var den der.
Musikeksempel INNGERUT III
Samme metode brugte jeg da jeg blev spurgt om jeg ville lave musik til Matthæusevangeliet vers 7/7, det skulle bruges til en lille dokumentarfilm om den spirituelle forfatter og journalist Poul Blak. Eller rettere, det var her, jeg begyndte at bruge indianerstemmer i min musik. For jeg tænkte: hvordan løser jeg lige den - at lave musik til et bibelcitat, uden at det virker for salvesfuldt.
Musikeksempel Ask
At der vitterligt er et metafysisk lag som kan spille med, er jeg blevet mere klar over med tiden - man kan blot ikke vide hvornår det er der. Her i 2016 skrev jeg et nummer over det japanske mantra “Nam daishi henjo kongo”, og brugte også en lille syngeskålsagtig klokke, jeg købte i Japan i 2015. Den var lige en halv tone ved siden af den toneart, jeg har skrevet nummeret i, men jeg optog den alligevel og tænkte, at den nok kunne blende ind alligevel. Da jeg skulle lytte på optagelserne lidt efter, havde klokken skiftet toneart, 1/2 tone op - så den passede. Jeg kan ikke forklare hvordan det kan lade sig gøre, men jeg har blot accepteret at sådan er det. Og det sker kun når jeg er 100% tro imod den inderste nerve i det, jeg sidder og arbejder med.
Musikeksempel (Klip af Nam daishi henjo kongo) - Nammix
Andre projekter
- det tværfaglige
Hele den visuelle del af musik - både den, der opstår inde i ens hovede når man skaber et værk, og den, man rent fysisk kan manifestere på forskellig vis - får større og større betydning for mig. Derfor holder jeg afsindig meget af at lave trailere til forskellige kunstevents, hvor jeg får billede og lyd til at spille sammen. Jeg har endvidere et on-going videoprojekt kørende: “Songs from another Planet”
I det hele taget elsker jeg hele det felt, hvor kunstneriske genrer mødes og eksperimenterer. Jeg har arbejdet sammen med bla. forfatter og dramatiker Michael Svennevig adskillige gange, samt forfatter Sissel Bergfjord, lyriker Erik Trigger og 98 årige Stine Bitch-Larsen.
Bogtrailer til Michael Svennevig
