Lasse D. Hansens værker fremviser en ekstraordinær balancekunst mellem det udadvendte, eksperimenterende, performance-fokuserede og det stille, sarte og elegante. De to sider fremstår ikke som hver sin side af en medalje eller som kontraster. Tværtimod er de på karakteristisk og stærkt personlig vis smeltet sammen, så sårbarheden er udadvendt og elegancen bliver eksperimenterende.
I TOUT fra 2015 spiller musikerne efter noder, der er så store, at publikum faktisk kan læse med. Noderne er malet på fire store plader på en måde så der bliver skabt fire nye satser, alt efter hvordan de fire plader sættes sammen. Der er også en række frie valg – hvilke instrumenter værket skal spilles for, om det er 4, 8, 12 (og så videre) musikere, der skal spille, rækkefølgen af de fire satser mm. Og alt dette, der jo når man blot læser beskrivelsen tyder på et udadvendt performativt stykke musik, giver tilsammen en koncentreret, konverserende og smuk musik, hvor der er stor forskel på de fire satser, der bliver skabt af at flytte rundt på de fire plader. Værket blev uropført af Njyd og de farverige plader er skabt af grafisk designer Liv Elinor.
Hvor TOUTmåske mere antyder en udadvendthed og en vis publikumsinddragelse – vi får et indblik i musikkens værksted i og med vi kan se noderne og se, hvordan de bliver byttet rundt i løbet af værket, - så går Stemning, Applaus hele vejen. Som publikum er vi skrevet ind i partituret (de to dele er komponeret, så de kan opføres sammen, men Applaus kan også ”hænge fast” på andre ensemblestykker”) idet den fulde titel er: Stemning, Applaus for Orchestra and claque (with obbligato audience). Hele værket tager fat i de udenomsværker, der hører med til enhver god koncert: orkestret, der stemmer inden koncerten begynder og publikum, der klapper efter musikken holder op. Med disse to grundsten – og en dirigent, der styrer begge dele – skabes et værk, der elegant bringer fokus hen på lyden af koncerten omkring musikken, om man så må sige. Stemning, Applaus læner sig op ad hæderkronede værker som John Cages 4’33, der får os som publikum til at fokusere på, hvad vi hører og hvad af det vi hører, der er musik? Ved at påtvinge en fokuseret lytning på noget vi normalt blot godtager som tilstedeværende støj, ja, ved endda at få os som publikum til at medvirke som ekstra klakører på dirigentens bud, giver Lasse D. Hansen os også muligheden for helt basalt at have det sjovt i koncertsalen. Stemning, Applaus er på den måde et generøst værk, der giver os nærværet tilbage i koncertsalen og skærper vores sanser. Værket blev uropført i 2016 af Aarhus Symfoniorkester i anledning af AUT’s 50-års jubilæum.
Et videolink kommer januar 2018 - Stemning, Applaus
Helt anderledes belyser Face the Music – med den danske titel Musikken har ordet - fra samme år det indvendige af musikken i modsætning til Stemning, Applaus’ hyldest af det udvendige. Face the Music er komponeret til en såkaldt PechaKucha speaker og er skrevet ind i det format, der benyttes ved denne præsentationsform. Værket blev annonceret som ét foredrag i en række på de såkaldte PechaKucha Nights - et verdensomspændende foredragskoncept hvor et antal kreative deltagere præsenterer deres arbejde, idéer og visioner i 20 billeder, der vises i præcis 20 sekunder; i alt en præsentationstid på 6 minutter og 40 sekunder hver - og publikum vidste derfor ikke på forhånd hvad de præcis skulle opleve. I Face the Music står oplægsholderen på scenen sammen med nogle musikere, og begynder et oplæg med live akkompagnement, men oplægget, der handler om musik, musikpsykologi og musikopfattelse, bliver snart afbrudt af oplægsholderens nervøsitet, en gradvis forsvinden ind i en række musikalske minder og til sidst hørbare indre dialoger med oplægsholderens egen mor og en ulykkelig kærlighed. Det ydre blander sig i det indre og det indre risler som gennem en si ud i det ydre. I løbet af få minutter er vi som publikum kravlet helt ind i oplægsholderens hoved, tiden opløses og indholdet flyder ud over alle kanter. I partituret står følgende om værket: ”Om at se musikken i øjnene og om at lade sig rive med. Om vores grundlæggende søgen efter mening og om vores trang til at fortælle en sammenhængende historie.” Og netop denne sidste sætning om menneskets trang til at fortælle historier, er en central del af oplevelsen af Lasse D. Hansens virke og musik. Musikken peger på sig selv, viser sin egen position og fortæller om sit væsen. En fortælling, der perspektiver og uddyber klangene, og som ligesom det klanglige udtryk balancerer fortællingen det udadvendte og glimtet i øjet med det sarte og alvorligt elegante.
