Den evige rejse mod skønheden
3 billeder om Palle Mikkelborg og hans musik
[…] Mikkelborgs musik åbner op for tøjlesløse digressioner, musikalske tanker på frihjul, rapsodiske frikvarterer uden om den gyldne middelvej. Men aldrig uhæmmet og totalt ukontrolleret. Det ville det overordnede skønhedsideal ikke tillade. Palle Mikkelborg er æstetiker. Hans hvide silkehalstørklæde er et ydre tegn på et og det samme: Sans for det forfinede, det smukke – og så dét en kunstner med respekt for sig selv ikke glemmer: Det krukkede.
AT VÆRE KOMPONIST i traditionel forstand har noget med kontrol at gøre. Kontrol over materialet, kontrol over at opførelsen er dækkende og repræsenterer musikken, som den er skrevet. Selv om Palle Mikkelborg skaber overordnede rammer og tyder musikken i ganske bestemte retninger, ser han en stor glæde – og nødvendighed – i at musikken lever et selvstændigt liv. I den forstand er han ikke komponist, men snarere designer. Det lyser og lyder ud af alt det, Mikkelborg beskæftiger sig med. Lyt til cd’en Aura (CBS 463351 2) fra 1989, komponeret til og for Miles Davis, da denne i 1984 modtog Leónie Sonnings Musikpris. I satsen Orange er tonematerialet ordnet efter bestemte mønstre og der er i øvrigt indlagt apokryfe meddelelser og henvisninger til tidligere prismodtagere.
Det er dette og mere til, der gør Mikkelborgs musik dragende: Den er hemmelighedsfuld og afslører aldrig sine inderste hemmeligheder. Der er altid ubesvarede spørgsmål. (Som et kuriosum nævner Mikkelborg selv førsteopførelsen af Charles Ives’ The Unanswered Question som en stjernestund). Til gengæld åbner den for lytternes egen tolkning. Tolkning af farver, af fornemmelser, af former, figurer og spiritualitet. Palle Mikkelborg designer mulige rammer for eksistens.
Forholdet Mikkelborg og klassisk tradition er underbelyst, fordi hans musik bliver tolket ud fra andre inspirationskilder. I Danmark har vi ikke tydelige folkemusikalske traditioner som i andre skandinaviske lande, og dog vil jeg mene at Palle Mikkelborg både er en dansk og nordisk komponist. Der er de komponister som siger, at de er inspireret af dansk lyrisme og Carl Nielsens folkelige sange, og der er dem, som reelt viser det i musikken. Da Palle Mikkelborg i 1999 modtog den prestigefyldte pris Carl Nielsen Legatet, kvitterede han med et musikalsk forløb, der viste i hvor høj grad Mikkelborg står i gæld til den danske tradition, der udspringer fra Carl Nielsens klassicisme. I øvrigt på samme måde som eksempelvis norske Jan Gabarek står i gæld til Edward Griegs romantiske natur-stemninger. Palle Mikkelborg er dansk og nordisk i sit forhold til tiden. Tid og timing spiller afgørende roller. Mikkelborg venter, lytter, indlever sig og bringer den forløsende tone eller frase, der åbner op for nye verdener.
Palle Mikkelborg er ikke jazzmusiker i traditionel forstand, han har ikke ’lyden’ af Babtistkirken eller Fifth Avenue som musikalsk eller social baggrund, han har Carl Nielsen, H.C. Andersen og Søren Kierkegaard i den mentale rejsekuffert. Han har på sin vej, med glæde og stor indlevelse, været gæst i forskellige miljøer og kulturer. På et tidspunkt blev standard-repertoriet lidt for snævert. Nye udfordringer pressede sig på: Dirigent for Danmarks Radios Bigband og Danmarks Radios Jazzgruppe, arrangør, komponist (lyt til The Mysterious Corona med Danmarks Radios Jazzgruppe, udvidet med træblæserkvintet og strygekvartet, Metrome 1967). Inspirationer og erfaringer fra møder i forskellige æstetiske sammenhænge klinger videre i Mikkelborgs univers (bliv overbevist ved at lytte til More Than You Know med Dexter Gordon & Orkester (1975), Entrance (1977), Live as Well (1978) og videre Palle Mikkelborgs Journey To... (1984).
Der er aldrig noget entydigt eller for den sags skyld manifest ved Mikkelborgs musik. Lyt til cd’erne fra de senere år Anything But Grey fra 1993, Hommage. Once Upon A Time (1990) og Song …. Tread Lightly (2000). De har de hele: Brede flader med musik, der udstråler evigtid, men også insisterende funk, hamrende rock-pop (eller hvad det nu skal kaldes?), Big Band sound, opdateret teknologi, osv. »Ingen grænser«, siger Mikkelborg om sin ’rejse’ med den ny teknologi – »Blot vil jeg være den der bestemmer...«
[…]
Going to Pieces Without Falling Apart (2002) for harpe, violin og strygeorkester hører til de seneste arbejder af Palle Mikkelborg for større besætning. Rejsen efter det spirituelle går gennem det enkle, umiddelbare, som også lader sig udfolde hos en af Mikkelborgs mentorer, den visionære poet William Blake. Barnets uskyld, de rene udtryk komponerer Mikkelborg i Going to pieces..., hvor solisterne ikke er koncerterende i klassisk forstand, men snarere undersøgende, mediterende – der skabes rum til rituelle danse, frydefulde øjeblikke, vibrerende lyd skabt til den personlige fordybelse og sanselighed. Som en uendelig flod af klang er denne Mikkelborgs i alle betydninger af ordet ‘rum-musik’, der søger indad, opad mod det rene udtryk.
Palle Mikkelborg er komponist, men han er opfatter sig også som designer af lyd. Centralt står hans arbejde med at udnytte de tekniske muligheder med at blande elektroniske lyde med akustiske instrumenter. Denne udforskning af kunstig og menneskeskabt lyd er dokumenteret på en lang række koncerter og cd-indspilninger. Åbningen af Bibliotheca Alexandrina i Egypten i 2002 var endnu et eksempel på denne særlige blandform, hvor Palle Mikkelborgs værk “To Read is to Dream” blev opført med solister og preindspillet “soundscape”.
I sommeren 2004 arbejdede Palle Mikkelborg med den koreanske designer Aamu Song for at skabe en monumental scenografi svøbt ind i generøs lyd. Det blev til værket “Red Dress Concert”, som var skrevet til Louisiana Museum of Modern Art. Aamu Song’s fantastiske Red Dress står her i centrum i en verden af solister, kor og preindspillet “soundscapes” – herunder lyde produceret ved scanning af bestemte fotografier af Aamu Song’s imponerende Red Dress. Hele forestillingen er konciperet i en levende sceneformation bestående af fintmærkende sansninger i farver, figurer, bevægelser og lyd.
Jeg blev ret tidligt overbevist om, at Mikkelborg leder efter skønhed. Klang, melodi, tonalitet og timing er vigtige elementer i Mikkelborgs musik i ønsket om at tilfredsstille et overordnet skønhedssøgende ideal. Kreatøren får selv de sidste ord, som former billedet af et menneske på evig rejse:
»Min ‘sound’ og mit koncertkoncept er naturligt inspireret af min dybe interesse for livets spirituelle sider. Jeg har ikke haft en egentlig musisk ambition, men alene en spirituel. Min livslange rejse i musikken og dens magi har dybest set haft ét formål: At få fred i sindet.«
(ovenstående en forkortet udgave af publiceret tekst og er venligst stillet til rådighed af Edtion Wilhelm Hansen)
