Karl Clausen blev uddannet som gymnasielærer i tysk, musik og dansk 1928 og underviste 35 år i gymnasiet til han 1963 blev ansat på Musikvidenskabeligt Institut, Aarhus Universitet. Hans videnskabelige hovedfelt var folkesangen. Han indsamlede tusinder af folkesange og udgav mange af dem, bl.a. i samlinger af Kingo-sange fra Færøerne og Brorson-sange fra Harboøre, og han publicerede bl.a. afhandlingen Dansk folkesang gennem 150 år (1958).
Sideløbende med den pædagogiske indsats i gymnasieskolen var Karl Clausen kordirigent og faginspektør i musik for Københavns Kommunes aftenskole hvor han skabte og ledede aftenskolens kor. Han virkede 1941-63 som lærer i korsang og –direktion ved Danmarks Lærerhøjskole.
Som komponist gjorde Karl Clausen sig hovedsageligt gældende med sange og korværker, bl.a. korudsættelser af danske og europæiske folkesange. Han fik privatundervisning i musikteori af Hakon Andersen og skrev skoleoperaen Klokken, 1934 (efter H. C. Andersens eventyr med tekst af Peter P. Rohde HH). 1937 debuterede han (som Karl S. Clausen) i Det Unge Tonekunstnerselskab med sange (bl.a. St. Antonius’ Fiskeprædiken) og orkesterværket Tema med variationer op. 6 nr. 2, 1936 (uropført 29/11 1937 og gentaget 8/4 1941).
1938 fik Karl Clausen Det Anckerske legat og rejste året efter til Paris hvor han studerede komposition hos Darius Milhaud, der med værker som den jazz-inspirerede ballet La création du monde eller operaen Christophe Colomb var en førende skikkelser i fransk og europæisk neoklassicisme. Studierne resulterede i nye instrumentalværker: en blæserkvintet (uropført 1940) og en fløjtekoncert (uropført 1941). Men tilsyneladende medførte arbejdet som korleder og interessen for folkesang at Karl Clausen holdt op med at komponere for koncertsalen.
Ingen af Karl Clausens instrumentalværker er udgivet eller indspillet, men mange sange og korværker eller –arrangementer blev udgivet, og sange som besættelsessangen De mørke fugle fløj, 1943, er blevet en del af det danske sangrepertoire. Melodien står i mol passende til Otto Gelsteds tekst skrevet 9. april 1940. Men den slutter åbent med en halvslutning på dominanten som varsler at fortsættelsen følger.
(JBR)
