Carl Nielsen voksede op i udkanten af den fynske landsby Nr. Lyndelse som nr. syv i en børneflok på 12. Familien var fattig og nogle gange herskede der nød i hjemmet. Alligevel er det en glad og indholdsrig barndom som man læser om i Carl Nielsens erindringsbog ”Min fynske Barndom”. Bogens litterære kvaliteter overskygger måske dens dokumentariske værdi, men glæden ved naturen og barndommens musikalske oplevelser er ægte og stærk.

De mange skildringer af naturoplevelser vidner om Carl Nielsens skarpe iagttagelsesevne og hans trang til at udtrykke iagttagelsen. Karakteristisk er beretningen om hvordan han lærte sig at løbe så hurtigt over stubmarkerne, at han ikke mærkede smerten fra de stikkende strå. Man ser ungen pile af sted på bare ben over de høstede marker. Og man mistænker at netop den erfaring fristede Carl Nielsen til senere i livet at spurte hen over kritiske situationer – både som komponist og som menneske.

Musikken spiller selvfølgelig en hovedrolle i barndomserindringerne:
Moderens sange og forsøgene på selv at spille melodier på familiens brændestabel hvor brændeknuderne gav forskellige toner, når man slog på dem.
De første møder med rigtige instrumenter – violin og klaver – og den tidlige undervisning i violin ved faderen og skolelæreren.
Bekendtskabet med spillemandsmusikken som assistent når faderen spillede til fester, og mødet med den klassiske musik i det lokale amatørorkester.

Carl Nielsen blev sporet ind på gerningen som professionel musiker af faderen Niels Jørgensen, der trods tilnavn og profession som maler var en efterspurgte spillemand med eget ensemble. Carl Nielsen begyndte selv at skrive musik og lærte også at spille kornet.14 år gammel blev han ansat som militærmusiker i Odense med signalhorn og basun som instrumenter.