Jeg kommer fra en håndværker og musikantfamilie på Lolland. Et nærmere tidsbillede kan findes f.eks. i Erik Moseholm’s “Da den moderne dansemusik kom til Danmark”. Når man bor på landet er det svært at få opbygget et ordentligt kvalificeret musikerskab. Man griber efter de ting man oplever ejer noget kvalitet. Man er ikke kræsen eller snobbet, så sondringer som “klassisk - rytmisk” eksisterede ikke i min opvækst. I begyndelsen af 1950erne døde min far og familiefirmaet blev opløst. Det betød at jeg flyttede til Nakskov, hvor der var en kommunal musikskole (i alt 10 stk. på landsplan dengang). Her var kor, instrumentalundervisning, børneorkester mm, ledet af den navnkundige Viktor Cornelins.
Værftet havde et blæseorkester, gymnasiet ligeledes, jazzklubbens swingorkester var meget aktivt. Jeg fik således en mængde musikalske impulser, og lærte at spille flere forskellige instrumenter især gennem sammenspil med folk der havde erfaring. Lærte at dirigere lidt osv. Samtidig med jeg gik i gymnasiet satte jeg mig ved selvstudium ind i Arnold Schönbergs Harmonilære og Jeppesens Kontrapunkt. Det er i grove træk min forhistorie til min påbegyndelse af Musikteori-musikhistorieuddannnelsen på Det Kgl. Danske Musikkonservatoirum fra januar 1962 med Vagn Holmboe som hovedfagslærer.
1962-2013
Det er et kulturmøde der vil noget, da jeg begynder på konservatoriet som attenårig. Fra den provinsielle amatørisme direkte ind i "løvens hule". Hertil kommer at min sociale situation helt siden barndommen er meget belastet.
Men studiemæssigt uforberedt er jeg ikke. Jeg er velorienteret indenfor musik, billedkunst og litteratur. Med hovedinteresse for det nyere. Her er der et problem med indholdet i mit studie: Både musikhistorien og teorien på konservatoriet er præget af gammel kirkelig tradition. Det er ikke lige min kop te, men jeg klør på i lærdommens navn. Samtidig fungerer jeg også på konservatoriets orkesterskole på trombone. Som effekt af mine meget vanskelige private forhold er jeg alvorligt syg hele 1964, men passer mine studier. Vigtigt til at bryde læsset af gammel lærdom er Studiekredsen, som oprettes på Danmarks Radio gennem samarbejde mellem især Mogens Andersen og Per Nørgård. Her bliver jeg deltager fra 1965. Året efter i 1966 er jeg færdig med mit teoristudium, og fortsætter som kompositionsstuderende i Århus, med Per Nørgård og Pelle Gudmundsen-Holmgreen som lærere. Mine private forhold er stadig komplicerede. Faktisk har jeg ikke noget sted at bo i 1967. Jeg begynder at leve sammen med min ægtefælle, Hanne Ørvad. Hun flytter til Århus i 1968, hvor vi bliver gift, og hun begynder året efter en konservatorieuddannelse her i hørelære og sang.
Jeg har siden 1966, og især siden 1968 fungeret som timelærer i musikteori på konservatorierne og universiteterne. Samtidig får jeg skrevet en del rimelig prægnant musik. Studiet afslutter jeg i 1970 med diplomeksamen i komposition. Efter min studietid begynder jeg så småt at genoptage mit trombonespil og tillige jazzen.
I 1974 modtager jeg Statens Kunstfonds treårige stipendium. Selvom det årlige beløb er beskedent gør jeg mig fri af undervisningen, som jeg har praktiseret siden 1957. Hanne og jeg flytter til København. Hanne fortsætter sine sangstudier på DKDM. Kort efter bliver hun ansat som hørelærepædagog på Musikvidenskabeligt Institut i København. I 1976 føder Hanne vores barn, og jeg bliver barselsvikar for Hanne. Det bliver min "finest hour" pædagogisk set. Der er nemlig ved at ske et paradigmeskift indenfor cand. mag. uddannelsen i musik i retning af en mere jordnær tilgang til musikken. Her kan jeg trække på hele min erfaring med folkelig musik, jazzmusik etc., vel at mærke kombineret med en højt udviklet akademisk tilgang til min egen baggrund og til den klassiske musik. De følgende år får jeg ikke skrevet ret meget musik færdigt, men er inde i en proces. I 1983 skriver jeg HOQUET (da. HIKKE), som er en opsamling på alt dette. 1980erne er en svær tid, hvor katastrofen fra min opvækstfamilie ligger og ulmer for endelig at udløses i 1988, så makabert som tænkes kan. For at bearbejde dette tager jeg nogle af mine tidligste kompositioner fra slutningen af 1950erne op. Det drejer sig især om OPUS BLUE for big band (1990), som er et stykke "happy swingin' " jazz. Men baggrunden er natsort. Musikalsk bygger OPUS BLUE på mit møde som 15 årig med Thomas Laub's folkeviseversioner. De kirketonale tonearter blev dog dengang lidt ekstra blå.
Det har hele tiden været min opfattelse at hånd og ånd skal følges ad. Det betyder bl.a. at det har været vigtigt at råde bod på min manglende musikermæssige erfaring. Således fik jeg undervisning hos daværende professor i violinspil, Henry Holst mfl. Ligesom jeg har spillet bratsch og guitar og klaver i mange sammenhænge, men især trombone på mere professionelt plan. Vigtigst har det dog været at følge min kone og min søns musikalske udvikling.
I tilknytning til mine meget alvorlige opvæksterfaringer engagerer jeg mig i løbet af 1990erne i frivilligt socialt arbejde for udskrevne sindslidende. Det resulterede i oprettelsen af et fristed for sindslidende samt anonym rådgivning mv. Stedet fungerer i bedste velgående her 20 år efter. Samtidig underviser jeg i teori og analyse. Her afholder jeg bl.a. kurser i det tyvende århundredes musik med stort held. Til tider underviser jeg i stort omfang. Til tider er jeg i jobtræning, fordi jeg kun er timelæreransat eller ekstern lektor, hvor jeg sætter mig ind i EDB, eller indstuderer en ungdomsmusical osv.
Jeg skriver dog også musik, bl.a. SKANDINAVISK RAPSODI (1996) for symfoniorkester big band og damekor. Her kombinerer jeg min avantgarde- og min folkelige baggrund. Uden dermed at være "third stream" komponist.
Min kompositoriske opmærksomhed har hele tiden været på det kompositionstekniske: Hvordan tager jeg de kunstneriske udfordringer op, og undgår det manierede, tolvtone kontra nytonalitet osv. Hvordan tænke i sammenhæng tonalt såvel som metrisk etc.?
Det er først i 2003-04 jeg får mulighed for at slippe det frivillige arbejde, efter en ubehagelig konflikt. Herefter er jeg letsindig nok til at endnu engang at blive medlem af en bestyrelse for ny musik. Men i 2007 lysner det. Min søn og svigerdatter bestiller et stykke hos mig med henblik på et CD projekt. Det resulterer i INCONTRI for accordeon og cembalo, og to år senere i et preludium i tilknytning hertil.
Det er helt selvfølgeligt for mig at skrive musik. Den vigtigste drivkraft for mig er at forstå musikken og mig selv. Ind imellem skriver jeg også uhøjtidelige stykker uden at vide rigtig hvorfor.
