Yngve Trede voksede op i Nordtyskland lidt uden for Hannover, hvor hans far, forfatteren og musikforskeren Hilmar Trede i samarbejde med Ugrino Verlag bl.a. redigerede videnskabelige udgaver af barokke orgelmestre. Som ni-årig fik Yngve klaverundervisning, og mødet med Bachs musik fik stor betydning for hans ønske om at blive musiker. De tidligste overleverede værker – en Ouverture/Suite i d-mol og en dobbeltkoncert for fløjte, violin og strygere[1] – vidner sammen med former som toccata, passacaglia og chaconne om hans interesse for baroktidens genrer og satsteknik.

Krigen og de hårde år efter den tyske kapitulation 1945 fik stor indflydelse på Yngve Tredes udvikling. Familien flyttede til Freiburg og flygtede 1944 efter bombardementet af byen op i Schwarzwald-bjergene, hvor den 11-12 årige dreng bidrog til familiens underhold som hyrde – en tilværelse han senere betegnede som ”den, jeg har oplevet mest intensivt i mit liv”[2]. Han nød landlivet og friheden som hyrdedreng, og da skolegangen og klaverundervisningen blev genoptaget 1946, følte han det som et fængsel.

Efter faderens død 1947 fik Yngve Trede for første gang kontakt med Danmark. Han blev inviteret til Bornholm af faderens gamle forlægger, orgelbyggeren og forfatteren Hans Henny Jahn, der fik stor indflydelse på ham og fra 1950 optog ham i sit hjem i Hamburg. Samme år blev han optaget på Staatliche Hochschule für Musik [Hamburgs musikkonservatorium], og nu begyndte værkerne at komme regelmæssigt med orgelværker, en klaversonate, en klarinetkvintet og værker inspireret af Jahns forfatterskab som scenemusikken til Jahns skuespil Neuer Lübecker Totentanz, 1954, og Le chant des oiseaux, 1954, efter Jannequins chanson.

Allerede under studieårene 1950-60 begyndte Yngve Trede at gøre sig bemærket i Tyskland som komponist: Hans koncert for orgel og orkester, 1955 blev uropført i Berlin; Hamburger-forlaget Sikorski udgav hans Tre sange til tekster af Georg Trakl, 1958; og hans Symfoni i F, 1954-59, blev uropført 1960 i Hamburg med succes. Dertil kom ansættelse som teorilærer på Hamburgs musikkonservatorium 1958 og et legatophold på det tyske akademi i Rom 1961.

Læs mere om Yngve Tredes symfoni i F

Stilistisk betød disse år også en beskæftigelse med den tyske avantgarde, der bl.a. førte til de dodekafone Klaverstykker og klaverværket Istanti, begge 1961, og til forsøg på at skabe en syntese mellem serialisme og tonalitet i musikken til John Cranko’s ballet Variationer, 1961, der bl.a. blev opført ved Edinburgh festspillene 1963. Men den tonale forankring var grundlæggende for Tredes musik, og det blev afgørende for hans fremtidsudsigter i ”den specielle musikpolitiske situation i Tyskland efter 1950, hvor koldkrig og Darmstadt-ensretning indgik i en uskøn forening”.

Det var ”stærkt medvirkende til” at Yngve Trede i 1966 søgte og fik stilling som teorilærer på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København hvor ”det kunstneriske klima […] er præget af en meget frugtbar åbenhed, mens det ser ud til, at man i Tyskland endnu i dag [1976] synes at være lukket inde i en post Darmstadt-problematik, der ikke ligefrem virker åben eller særlig inspirerende.”

(JBR)

Noter

Det var et musikliv i opbrud, der mødte Yngve Trede, da han kom til Danmark 1966. De hårde kampe mellem traditionalister og modernister i begyndelsen af årtiet var endt med modernisternes sejr, men modernismen stod splittet mellem ny-enkelhed, konkretisme, serialisme og FLUXUS-lignende tendenser. Det medførte undertiden voldsomme debatter, men sammenholdet mellem de førende modernister blev udslaggivende. Unge komponister af forskellig stilistisk observans kom til de samme koncerter og festivaler og mødtes kollegialt og kammeratligt.

Det var baggrunden for den åbenhed, som Yngve Trede fandt i Danmark (se forrige afsnit). Men det betød ikke, at de danske koncertprogrammer uden videre åbnede sig for hans musik. Trede blev først og fremmest anerkendt som teoretiker og som cembalist på internationalt niveau. Som komponist var han svær at sætte i bås. Han tog gerne udfordringer op som f. eks. Trio Mobile, for accordeon, el-guitar og slagtøj, 1973, komponeret til et af den moderne musiks kerneensembler eller et konkurrenceværk for Brass Band, 1975, skrevet inden for ”denne specielle traditions grænser, sådan at både jeg og amatørmusikerne samt deres publikum kan føle tilfredsstillelse”.

En del af forklaringen herpå findes i hans egen personlighed. Han var dårlig til at gøre reklame for sig selv, og han gik sine egne veje:

”Allerede ret tidlig opdagede jeg, at jeg, hvis jeg fulgte min spontane interesse til enhver tid, kom til at bevæge mig i forskellige, endda tilsyneladende modstridende retninger […]. Jeg har længe opfattet dette som en speciel svaghed hos mig og forsøgte at modarbejde den. Men hver gang jeg i længere tid prøvede at bevæge mig i kun én retning, følte jeg indsnævringen – det utilfredsstillende heri. Jeg blev nødt til også at gå andre veje, jeg følte det som en nødvendighed. Jeg har efterhånden lært at acceptere denne tingenes tilstand og ved nu, at der findes en form for konstans alligevel. Jeg bevæger mig ligesom på flere spor, som jeg undertiden skifter imellem. Enkelte spor kan løbe ud, tabe interesse, somme tider dukker de uventet op igen. Nye spor kan opstå. Forbindelser dannes på tværs. Det er måske min form for ”pluralisme”.

Et hovedspor i produktionen er interessen for barokmusikken, dens formverden og satsteknik. Den manifesterede sig i to kammerkoncerter i Bachs ånd med tilnavnet ”Søllerødkoncerterne” for soli og strygeorkester fra 1968 og 71. Og den præger produktionen som helhed med barokke former som Sonata in trio for fløjte og cembalo, 1969-83, hvor cembalistens højre hånd duetterer med fløjten over basstemmen i cembalistens venstre hånd, eller Divertimento for fløjte og bratsch, 1977, hvor sidste sats er en barok gigue, der kombinerer danserytmer med fuga-agtige imitationer mellem stemmerne.

Et andet hovedspor er den tonale forankring, der karakteriserer stort set alt, hvad Yngve Trede komponerede i Danmark. Tonalitet skal ikke forstås som dur-mol tonalitet i traditionel forstand, men som en udvidet tonalitet der både kan have modale præg med f.eks. 8-tonige (octatone) skalaer eller 6-tonige (heltone) skalaer og kan tendere mod gennemført 12-tonig kromatik. For Yngve Trede er al musik ”Tonal i den forstand, at toner, samklange, rytmer, klangfarver i vores bevidsthed indgår forbindelser. Vores opfattelse indbygger de musikalske indtryk i en hierarkisk orden, vores sanseapparat er sådan indrettet – vi er en del af naturen: hvor end vi møder form omkring os, bygger den på tilstedeværelse af hierarkiske principper. Sådan vil jeg forstå ordet ”tonal”: jeg anerkender de hierarkiske grundprincipper inden for klangenes verden som nødvendig forudsætning for al opståen af musikalsk form.”[1]

Denne brede opfattelse af tonalitet adskiller sig fra den traditionelle – grundtonefunderede og funktionsharmoniske – opfattelse og gjorde det muligt for Yngve Trede at dyrke andre stilistiske spor end det klassisk-barokke. Det kommer til udtryk i de Sange til tekster af Poul Borum, han komponerede 1970-74. Nr. 1 Vise ledsages af faldende skalamotiver i fløjte, bratsch og klaver, der bygger på en art ”sigøjnerskala” (med en forstørret sekund mellem 2 og 3 trin og både lille og stor sekst), nr. 3 Fabelverden bygger på akkorder, der kombinerer forskellige octatone skalaer, mens nr. 5 Hvem hviler er en vuggesang, der lægger sig tæt op ad dansk romancestil.

Hovedværkerne fra denne første periode af Tredes ”danske” værker er operaen Danefæ eller Det nærige svin, 1978/79 (Det Kgl. Teater 1980) til tekst af Poul Borum efter Hieronimus Justesen Ranchs skolekomedie Karrig Niding fra 1590’erne og fem nocturner for orkester med titlen Nachtlandschaft, 1977, der blev opført i København og Helsingki hhv. 1979 og 80.

De fem nocturner illustrerer Yngve Tredes stilistiske spændvidde og hans trang til at skabe en syntese af den moderne musiks orkesterteknik og den tonale tradition. F.eks. begynder den 3. nocturne med et klangtæppe, der bredes ud i strygerne som et cluster over en octaton skala, der senere melodiseres og bliver til motiver og temaer. 5. nocturne kulminerer i en slagtøjsduel mellem tom-toms og pauker, der som i Carl Nielsens 4. symfoni er anbragt ”så langt som muligt” fra hinanden på podiet. Den romantiske naturskildring og den moderne orkesterteknik smelter sammen i disse satser.

(JBR)

Noter

En voksende anerkendelse af Yngve Tredes personlighed og format førte fra slutningen af 1970’erne til en række store værker og opførelser, som han selv karakteriserede som ”skelsættende begivenheder”: Foruden orkesterværker de to kammeroperaer Danefæ og Mirandolina, begge til tekster af Poul Borum, som begge blev opført af Det Kgl. Teater hhv. 1980 og -85.

De forskellige stilistiske spor i Tredes musik krydses i kammeroperaen Mirandolina eller Den tvetydige kærlighed til tekst af Poul Borum efter den italienske 1700-talsdramatiker Goldoni. Grundlaget er her en traditionel tonalitet med tonearter og faste fortegn, svarende til Goldonis tidligt klassiske tekst om den snedige, men i grunden ærbare piges kvaler med adelige libertinere og en borgerlig tilbeder, der selvfølgelig ender med at få pigen. Trede bruger sine stilistiske spor til at karakterisere personerne, men ofte ironisk tilspidset, så musikken gennemskuer teksten. Renaissancemelodier og tolvtonemusik invaderer den klassiske dur-mol tonalitet og skaber en ”pluralisme”, som kalder på beundring og smil.

Læs mere om Yngve Tredes Mirandolina

1980’erne bragte også nogle af Yngve Tredes mest betydelige orkesterværker: To solokoncerter for bratsch, 1985, og for cello, 1987, der blev uropført i hhv. København og Wiesbaden, Tyskland, samt hovedværket Symfoni i en sats. Symfonien er komponeret 1982 og er med stor sandsynlighed endnu (2013) ikke blevet opført!

At dømme ud fra partituret[1] viser symfonien Trede på højdepunktet af hans motiviske kunst. Den består af fem dele, der sammen danner en symmetrisk bueform med tempofølgen langsom – hurtig – langsom – hurtig – langsom, hvor de langsomme og de hurtige dele udvikler hvert sit aspekt af et fælles grundmotto. Det symfoniske krav om kontrast og variationsformens krav om enhed i mangfoldigheden forenes her i en tonal udvikling, der synes at fortsætte den sene Carl Nielsens bestræbelser på at gøre en dynamisk (”progressiv”) tonalitet til formdannende kraft.

Læs mere om Yngve Tredes Symfoni i en sats

Kammermusikken, der dominerede værklisten i årene op til 1980, står lidt i skyggen af de store værker, men er dog repræsenteret i modsætning til sange og korværker. Trede dyrker stadig de klassiske genrer – to strygekvartetter, 1991 og -93 og sonater for violin, 1986, og solocello, 1989. Men trangen til at prøve nyt er også til stede og resulterer i 3 stykker for marimba, 1986, og noget så sjældent som en seriøs Tubakvartet, 1991, for tre euphonier og bastuba med satserne Recitativ og allegro, Menuetto notturno og Finale, hvor midtersatsen giver et Mahler’sk anstrøg af tabt uskyld til en virtuos neobarok klangfest.

(JBR)

Noter

Yngve Tredes Symfoni i F er komponeret i årene 1954-59, mens han fuldendte sine studier på musikkonservatoriet i Hamborg, og efter at han i 1953 havde hørt Carl Nielsens ”Espansiva” og 5. symfoni for første gang. ”Indtrykket af denne musik var så stor, at jeg nær havde mistet mine egne ben. […] Især den sidste var en omvæltende oplevelse for mig, på samme tid aldeles knugende og opløftende”. Tredes symfoni blev uropført i Hamburg 1960 under Wilhelm Brückner-Rüggeberg, der foruden at være professor ved konservatoriet var en af de faste dirigenter på Hamburgs Statsopera, og opførelsen blev iflg. Trede en ”stor succes, både hos publikum og kritikere. … Succes’en blev desværre aldrig fulgt op af flere opførelser”.

Yngve Trede mente, at dette bl.a. skyldtes den særlige musikpolitiske situation i Tyskland, men man kan undre sig over, at intet dansk orkester har følt sig foranlediget til at spille den sandsynligvis første Carl Nielsen-inspirerede symfoni komponeret i Tyskland.

Bedømt ud fra partituret[1] fortjener Symfoni i F i høj grad at blive spillet og hørt. Den består af tre satser: en hurtig første sats med langsom indledning, der bliver integreret i forløbet, en rolig mellemsats og en hurtig finale. Gælden til Carl Nielsen (som Yngve Trede vedgår med bemærkningen: ”Men er det en fejl?”) spores især i tematikken: Prikkende rytmiske motiver og brede melodiske forløb, der sættes i gang af nogle kvartintervaller, kan minde om både ”Espansiva” og 5.symfoni, og den symfoniske udvikling i symfoniens to ydersatser har noget af Carl Nielsens rytmiske drive.

Sammen med Carl Nielsen anes Bartók som en inspiration, der særligt mærkes i harmonikken og i den langsomme midtersats. Den er formet som en mangestemmig fuga over et kromatisk tema, der bringes både retvendt og omvendt og i tætføringer. Bartóks ”Musik for strengeinstrumenter, slagtøj og celeste” melder sig umiddelbart som forbillede.

Tungere vejer det dog, at Yngve Trede tilegner sig inspirationen fra forbillederne personligt og uimponeret. Han udvikler konsekvent de muligheder, der ligger i det motiviske og melodiske stof, og han går sine egne veje i fortolkningen af værkets titel ”symfoni i F”. F betyder ikke grundtone i en dur-mol sats, men snarere en centraltone, der er bindeled mellem en række forskellige tonearter og modaliteter. Det er karakteristisk, at ingen af symfoniens satser begynder eller slutter med en klart defineret f-tonalitet, men tværtimod undgår tonen f og foretrækker beslægtede akkorder, som er konglomerater af a-mol og C-dur (1. sats) eller As-dur, C-dur og c-mol (2. sats). Først i slutakkorden høres f som bastone, men ledsaget af tonerne c og g, der trækker både F-dur og C-dur akkorder med sig.

(JBR)

Noter

Goldonis ”Mirandolina” til tekst af Poul Borum efter den venezianske 1700-tals digter Goldoni er en klassisk italiensk komedie, hvor en borgerlig pige, kroværtinden Mirandolina, efterstræbes af en højadelig, forarmet marquis og en nyadlet, hovedrig greve samt af sin borgerlige tilbeder, krotjeneren. Hun holder dem alle stangen, men da en baron ankommer og erklærer sig som kvindeforagter, kan hun ikke modstå fristelsen til at forføre ham. Først da han falder for hendes charme og erklærer sin kærlighed, viser hun ham vintervejen og gifter sig med tjeneren.

I Poul Borums og Yngve Tredes frie fortolkning er Mirandolina forvandlet fra en stereotyp komediefigur til en moderne kvinde, der både er mændenes ligestillede og overmand. I løbet af operaens tre akter udvikler hun hele sit potentiale: Først vinder hun Baronens fortrolighed ved at virke lige så træt af mænd, som han er af kvinder. Begge nyder de at tale med en ligesindet, men da Baronen fornemmer, at hans glæde er urovækkende, beslutter han sig til at rejse. Det sker til tonerne af en ground (en renaissance-variation) over 1500-tals vandrermelodien Innsbruck, ich muss dich lassen. Værtinden bringer regningen, men ”besvimer” af sindsbevægelse over at miste en kær gæst. Baronen løfter hende op, og det gør hans uro endnu værre.

Omsider erkender Baronen, at han er forelsket, og erklærer sig over for Mirandolina, der afviser ham i en variationsrække over et tolvtonetema, som vendes og drejes efter alle kunstens regler. Til sidst beslutter hun at følge sin faders råd og gifte sig med tjeneren. Det begynder meget troværdigt som en dansk sang hentet ud af Højskolesangbogen. Men det udvikler sig modalt til spegede harmonier, der giver os fornemmelsen af, at tjeneren nok skal få sin sag for.

(JBR)

Symfoni i en sats kunne have haft undertitlen ”Symfoniske metamorfoser over et kongeligt tema”. Den bygger nemlig på et tema, som den preussiske kong Frederik den Store gav J.S.Bach. Bach improviserede over temaet og bearbejdede det senere i sit værk ”Musikalisches Opfer”.

Frederik den Stores tema består af to motiver: en opadgående treklangsbrydning, der afsluttes af en nedadgående formindsket septim, og en kromatisk faldende linje med en kadencevending. Yngve Trede tager udgangspunkt i temaets første motiv og præsenterer det som motto straks i symfoniens første del, Lento. Mottoet bringes ud fra tonen ”e” og er forsynet med en nykomponeret eftersætning, som imiteres. Derpå gentages mottoet ud fra tonen ”cis” med udvidet eftersætning, og lidt senere en tredje gang ud fra tonen ”a”. De tre motto-indsatser giver sammen en fornemmelse af en a-tonalitet, der udvides kromatisk og kulminerer i en fornyet motto-indsats – nu ud fra tonen ”es”.

Symfoniens anden del Allegro griber tilbage til det tonale udgangspunkt og præsenterer mottoet ud fra tonen ”e”, men nu i en ændret skikkelse med ombytning af toner og 3-delt rytme. Denne gang får mottoet en ny eftersætning, der lægger op til en symfonisk motivudvikling, og det bliver udgangspunkt for en scherzo-sats med sonateagtige træk, der drives frem af en energisk rytme, mens brudstykker af mottoet med mellemrum fremhæves i instrumentationen. Anden del er symfoniens hovedsats med afsnittene scherzo, trio og reprise af scherzoen – denne gang med mottoet ud fra tonen ”cis”. Tonalt falder reprisen til ro på en formindsket treklang på tonen ”dis”. Man bemærker, at tonerne ”e”, ”cis” og ”dis/es” er tonale fikspunkter i både 1. og 2. del af symfonien.

Tredje del Lento griber tilbage til symfoniens indledning og gentager mottoet i dets oprindelige skikkelse med små rytmiske variationer. Udgangspunktet er nu tonen ”f”, der besvares af en mottoindsats på ”b” og en gentagelse på ”f”: Det tonale grundlag, der blev antydet i de to første dele, begynder at skride, og en tiltagende kromatisering fører til symfoniens dynamiske højdepunkt omtrent midt i tredje del, hvor modstridende tonaliteter synes at kæmpe om herredømmet.

De dynamiske udfoldelser ebber ud og giver plads for symfoniens fjerde del, der med ”e” som tonalt udgangspunkt bygger på den eftersætning til mottoet, som blev introduceret i 2. del. Selve mottoet kommer citatagtigt en enkelt gang – mejslet ud i to unisone horn fortissimo fra tonen ”h” som en dominantisk bekræftelse af tonearten E-dur, der er målet for de tonale progression og endelig fastslås i symfoniens femte del, den afsluttende Lento.

Med reference til Carl Nielsens ”progressive tonalitet”[1] og Vagn Holmboes ”symfoniske metamorfoser” kan man argumentere for, at Yngve Tredes Symfoni i en sats føjer sig til den danske symfoniske tradition. Men den er ikke bare dansk – den er også tysk og international. Bachs kontrapunktiske kunst og Schönbergs permanente variation befrugter Tredes symfonik sammen med de lokale forbilleder.

Måske er det ikke forfejlet at opfatte Tredes symfoni som et sidestykke til den russiske komponist Sofia Gubaidulina og hendes violinkoncert ”Offertorium”, der vakte international opmærksomhed med sin anvendelse af Frederik den Stores ”kongelige tema” efter uropførelsen i Wien 1981.

Gubaidulina arbejder især med 2. motiv af Det kongelige tema og er inspireret af Weberns klangfarvemelodik. Yngve Trede koncentrerer sig om 1. motiv af Frederik den Stores tema og er mere optaget af tonalitet end af klangfarve. Men begge værker viser, hvordan tradition og modernitet kan leve i symbiose.

(JBR)

Noter

Sammenstillet efter Yngve Tredes værklister i DMT 1976 og Dansk Komponist Foreningens register 1980, forlagskataloger og Det Kgl. Biblioteks Trede-arkiv. Efter 1995 arbejdede Yngve Trede på nogle klaversonater, der foreligger som skitser og ikke er medtaget i værklisten.

Udaterede værker

Sonatine f. pno.

Tre tyske sange f. 3 st.

Bicinum f. 2 st.

Spur des dunklen Engels scenemusik f. ob. cor.ang., kl,. bkl og fag., Rowolt, Hamburg.

Allegro marcato f. pno.

Kanon f. tubakvartet.

Præludium af suite f. clarinet.

Fuga II f. fl., vl., vla. og vlc.

Fuga a 3 f. pno.

Daterede værker

Ouverture/Suite i d-mol f. pno., 1945.

Concerto nr 2 f. fl., vl. og str.ork., 1947-48.

Div. værker f. org., 1948.

Fuga canonica i d-mol, 1950.

Passacaglia i d-mol f. org., 1950.

Kvartet f. blæsere (fl., cor.ang., kl, fg.), 1951.

Toccata i F f. org., 1951.

Chaconne f. org., 1951 r. 1998.

Fantasi i D f. org., 1951 r. 2002, Ugrino Verlag, Hamburg.

Fantasi i F f. org., 1951 r. 1997, Ugrino Verlag, Hamburg.

Sonate 1952 f. pno., 1952.

Fantasi i D f. org., 1953.

Klarinetkvintet i en sats f. kl. og strygekvartet, 1953, Ugrino Verlag, Hamburg.

Koncert f. solo-org., 1953, Ugrino Verlag, Hamburg.

Neuer Lübecker Totentanz, scenemusik f. ork., 1954, Rowolt, Hamburg.

Le chant des oiseaux f. blæserkvintet, 1954, Ugrino Verlag, Hamburg; vers. f. fl., vl, vlc. og cemb. 1977.

Koncert f. org. og ork., 1955, Ugrino Verlag, Hamburg.

Suite f. lille ork., 1954-58, Ugrino Verlag, Hamburg.

3 sange efter Georg Trakl f. bar. og pno, 1958, Sikorski, Hamburg.

Symfoni i F f. ork., 1954-59.

Concertino f. fl., vl., vla. og vlc., 1959.

To værker f. cembalo, 1959.

Capriccio f. pno. og ork., 1960.

Nye stykker f. pno., 1960-66.

Sonatesats f. vlc. og pno., 1961, Ugrino Verlag, Hamburg.

Toccata concertante f. org., 1961, Ugrino Verlag, Hamburg.

3 stykker f. pno., 1961, Ugrino Verlag, Hamburg.

Istanti f. pno., 1961, Ugrino Verlag, Hamburg.

4 bagateller f. pno., 1961, Ugrino Verlag, Hamburg.

Variationer, balletmusik f. ork., 1962.

Kanoniske inventioner f. cemb., 1963.

Sonate nr. 2 f. pno., 1957-64.

Variationer f. ork., 1966, Ugrino Verlag, Hamburg. [Koncertversion af balletmusik Variationer]

Symfoni nr. 2 f. stort ork., 1967.

Sonate f. fl. og pno., 1966 r. 1971-81.

Strygekvartet nr. 1, 1967.

Triosonate f. org., 1967, Ugrino Verlag, Hamburg.

Toccata og ricercare f. org., 1967.

Kammerkoncert 1968 f. cemb, fl. og vl. med str.ork., 1968.

Strygetrio, 1968.

Små stykker f. 2 blk., 1968.

Sørens Far har Penge, parafrase f. ork., 1968.

Strygekvartet nr. 2, 1969.

Triosonate nr. 2 f. org., 1969.

Klaverstykker, 1969, Engstrøm & Sødring.

Prolog f. ork., 1970.

Metodiske småstykker f. 2 sopblk, WH 1970.

Kammerkoncert nr. 2 f. cemb., altblk, obo og str.ork., 1971.

Mouvement f. pno., 1971, Engstrøm & Sødring.

Stemmer forsvinder i luften f. bl. kor, tekst Poul Borum, WH 1972.

Det sorte spejl f. pno., 1972, Edition Egtved.

Trio Mobile f. acc., el-gui. og perc., 1973.

Elverh(all)øj musik til konservatoriestuderendes ruskursus, 1973.

5 sange f. mezzosop., fl., pno. og vlc., tekst: Poul Borum, 1970-74, Edition Egtved.

Fastelavn i København, quodlibet f. messingbl., 1974.

Poème de Mallarmé f. ten. og el-gui., 1974.

Passamezzo variationer f. cemb., 1974, Edition Svitzer.

Music f. Brass Band, 1975.

Variationer f. fl. solo, 1975.

Sonate f. soloviolin, 1975.

Fantasia quasi una sonata f. org., 1975.

4 stykker f. org., 1975, Edition Egtved.

Schlimmer und schlimmer, opera til tekst af Hans Henny Jahn, 1955/75.

Sonata da camera f. fl., vla. og cemb., 1976.

Gagliarda Mathiesen f. renaissance ens., 1976.

Farasi-Fanfare f. tr. el. cnt., 1977.

Divertimento f. fl. og vla., 1977, Edition Svitzer.

Robert sange f. stemme og gui., tekst: Poul Borum, 1977.

Ground f. cemb., 1978.

Dialogo f. fløjte og vibrafon, 1978, Edition Svitzer.

Romantisk trio f. klavertrio, 1978.

Capriccio f. vl. og vlc., 1978.

Nachtlandschaft, 5 nocturner f. ork., 1977, Edition S.

Danefæ eller Det nærige svin, opera til tekst af Poul Borum efter Ranchs ”Karrig Nidding”, 1978/79.

Alle. Sange til digte af Poul Borum f. sop., fl., vla., cb, perc. og pno., 1979.

12 preludier f. cemb., 1978-84.

Fuga De Profundis a tre soggetti f. strygekvartet, 1978-84.

Sinfonia concertante f. 2 vla. og 10 str. el. str.gr. 1980.

Dialoghi pastorali e concertante, 1981, Edition S.

Symfoni i en sats, 1982, Edition S.

Sonata in trio f. fløjte og 2 harper el. cemb., 1969-83, Edition S.

Mirandolina eller Den tvetydige kærlighed, kammeropera til tekst af Poul Borum efter Goldoni, 1983.

Koncert f. vla. og ork., 1985, WH.

Sonate f. vl. og pno., 1986

3 stykker f. marimba (præludium, lento, finale concertante), 1986, Edition Svitzer.

Koncert f. vlc. og ork., 1987, Edition S.

Tubakvartet, 1991, Edition Svitzer.

Udspil f. strygekvartet, 1991.

Sonate f. solovlc., 1989 r. 91.

Strygekvartet, 1993.

Sinfonia f. 7 strygere el. str.gr., 1995.

Yngve Trede: ”En selvbiografisk skitse” i: Dansk Musiktidsskrift 1976/77 nr. 3 s. 109-111.