Wayne Siegels musikalske barndomserindringer handler mest om forældrenes interesse for amerikansk folk og så klaverundervisning hos ”den lokale overparfumerede klaverlærerinde”[1]. Wayne Siegel beskriver en anden musikalsk barndomserindring: ”Jeg kan huske, at mine forældre afholdt "hootenanies" en gang i mellem. Det er folkemusikkens svar på jam sessions. Det foregik på den måde, at der kom en masse mennesker hjem hos os. De sad og spillede guitar, banjo og mandolin og sang amerikansk folkemusik i vores stue. De fleste var ganske umusikalske, men alle sang med. Bagefter var der kaffe og kage. Børnene var som regel ikke med, men var henvist til kigge ind af nøglehullet og lytte med. Kage fik vi dog.”
Interessen for musik var vakt og i studieårene på University of California i Santa Barbara studerede han bl.a. den europæiske avantgarde tradition.
Beslutningen om ikke blot at studere filosofi og komposition, men at hellige sig kompositionen fuldstændig tog Wayne Siegel som 20-årig, og den kom, om ikke som lyn fra en klar himmel, så dog som hvad der føltes som en pludselig beslutning, fortæller komponisten:
“En nat ved 2-3 tiden gik jeg rundt alene på campus. Jeg kom forbi de små 2x3 m øvebokse som institutionen stillede til rådighed for musikstuderende. Jeg gik ind og spillede lidt klaver. Pludseligt vidste jeg, at jeg ville være komponist. Sådan for alvor og resten af livet. Dagen efter var episoden mærkværdigt nok ikke glemt - beslutningen var truffet. Den slags oplevelse har jeg hverken haft før eller siden.” På det tidspunkt var Wayne Siegel 20 år, og året efter, 1974, tog han til Aarhus for at studere komposition hos Per Nørgård. At valget faldt på Danmark, Aarhus og Nørgård var en tilfældighed. Wayne Siegel kendte ikke meget til hverken Danmark eller Nørgård, men han mødte den danske komponist Tage Nielsen, der var på besøg på universitet i Santa Barbara, og Nielsen inviterede den unge amerikaner til at studere i Aarhus.
Danmark endte med at bliver amerikaneren Siegels hjemland, og han har siden 1974 udfyldt en helt unik position i dansk musikliv: på den ene side som en art musikalsk gesandt fra USA’s vestkyst, og på den anden side en integreret del af dansk musikliv.
Integrationen i det danske musikliv handler ikke kun om Wayne Siegels arbejde som komponist, men i høj grad også hans aktive involvering i den mere administrative side af dansk musikliv. Siden han i 1980’erne var administrativ leder af Vestjysk Symfoniorkester, har han haft en række poster med indflydelse i musiklivet, fx var han i 1996-98 leder af de to musikudvalg under Statens Kunstråd.
Den helt store indsats har Wayne Siegel dog lagt som direktør og idémand bag Dansk Institut for Elektroakustisk Musik, i daglig tale DIEM. Instituttet blev oprettet i 1987, og Wayne Siegel blev ansat som leder af DIEM fra begyndelsen. Som mangeårig leder af Danmarks første institut for elektroakustisk musik har Wayne Siegel haft en afgørende indflydelse på genrens udvikling her i landet. Nysgerrighed, åbenhed overfor alle genrer af musik og en glæde ved at udforske har kendetegnet institutionen og dens leder.
Da DIEM i 2003 blev indlemmet i Det Jyske Musikkonservatorium blev Wayne Siegel udnævnt til professor, og instituttet skiftede navn til Dansk Institut for Elektronisk Musik.
Midt i arbejdet med DIEM og diverse poster i dansk musikliv har Wayne Siegel komponeret musik, der ikke lyder som noget af det der ellers bliver komponeret her i landet. Hans tilknytning til en amerikansk, minimalistisk tradition er åbenlys og hørbar. Alene dette gør hans musik til en fremmed fugl her i Danmark, hvor vores Ny Enkelhed ikke lyder ret meget som den energifyldte minimalisme fra USA. Hvor den musik af bl.a. Henning Christiansen og Pelle Gudmundsen-Holmgreen, der fik etiketten Ny Enkelhed i 1960’erne, kraftfuldt skrællede de musikalske virkemidler af, og skabte monolitisk skarptskårne værker, var den amerikanske minimalisme en lydligt helt anderledes reaktion. I den amerikanske minimalisme, bliver der ikke så meget skrællet af, som omfokuseret. Værker af bl.a. Terry Riley, Philip Glass og Steve Reich sætter de musikalske figurer i centrum og bruger en groovy rytmisk energi til at sende musikken af sted. Det kan høres i klassikere som Glass’ Music In Twelve Parts og Reichs Piano Phase, blandt mange andre. Wayne Siegel kom til Danamrk med alt fra amerikansk folk, Frank Zappe og så denne amerikanske minimalisme i bagagen; og den har aldrig forladt ham.
Wayne Siegels rolle som komponist er på mange måder som et enkelt vidtåbent vindue, hvor der kommer luft udefra og ind i andedammen, og den friske luft består i dette tilfælde af lige dele Amerika og elektronik. I de snart 40 år Wayne Siegel har boet i Danmark er der i mødet mellem kulturer og i komponistens egen udvikling opstået en unik og velklingende stemme, der beriger kulturlivet herhjemme.
Wayne Siegel har en stor kontaktflade også med musikere i udlandet, og han har fået adskillige internationale bestillinger, bl.a. fra Kronos Kvartetten fra USA og Singcircle fra Storbritannien. Han har også haft samarbejder på tværs i dansk kulturliv, med fx dansere og teatre.
Blandingen af nyskabende musik, der finder nye teknologiske stier på det musikalske landkort, og en afslappet, vestkyst-amerikansk attitude til teknologi, musik, debat og ledelse har gjort Wayne Siegel til en tilbagelænet pioner i dansk musikliv.
Noter
[1] Mailinterview 14.8.2013
