Unge år
Som den yngste af fire søskende voksede Svend Hvidtfelt Nielsen op i et hjem med klaver. Faderen, der var bogtrykker, holdt af at spille på husets flygel og formidlede en stor respekt for den klassiske musik og dens mest populære komponister. Det lå dog på ingen måde i kortene, at den unge Svend Hvidtfelt skulle være komponist med stort K – dels havde faderens ærefrygt det resultat, at komponistgerningen blev fjern og uopnåelig, og dels ville Svend Hvidtfelt i øvrigt være rockmusiker.

Da Svend Hvidtfelt var 16 år gammel fik han et hammondorgel, og med ønsket om at blive en virkelig god rockmusiker begyndte han at modtage orgeltimer. Som en vigtig læresætning gennem hele Svend Hvidtfelt Nielsens liv står nemlig det ”at gøre tingene ordentligt”, i modsætning til det allerværste: at være ”en halvstuderet røver”. Hvad mange rockmusikere må stå uforstående overfor, var indlysende for Svend Hvidtfelt Nielsen: for at blive en ordentlig rockmusiker, måtte han lære at mestre både klaver og kirkeorgel, så rockmusiker-drømmen kunne indfris og hammondorgelet trakteres behørigt.

Et spor var lagt: Svend Hvidtfelt sigtede mod konservatoriet og en organistuddannelse, men dumpede optagelsesprøven i foråret 1978. I vildrede med hvad der så skulle ske, søgte han, ligesom sine tre søskende, ind på universitetet. For Svend Hvidtfelt var universitetet således ”bare noget man gjorde”: Uden at slippe drømmen om at blive rockmusiker og organist trådte han ind på Musikvidenskabeligt Institut i efteråret 1978 – og en helt ny verden åbnede sig!

Studieår
Et frodigt og entusiastisk ny musik-miljø overvældede Svend Hvidtfelt, der ivrigt sugede til sig i undervisningen (bl.a. Torben Schousboes om Carl Nielsen og Bertel Krarups om ny kompositionsmusik) og fordybede i universitetets bånd- og pladesamling Han begyndte at gå til koncerter i Det Unge Tonekunstnerselskab,  læse af gamle og nye årgange af Dansk Musiktidsskrift (DMT), ligesom han hørte Vagn Holmboes symfonier på spolebånd og deltog i kurser hos Per Nørgård og Pelle Gudmundsen-Holmgreen osv.
Der fødtes den tanke i ham, at det var en mulighed at blive komponist!

Organist-sporet blev dog ikke opgivet: I 1980 tog Svend Hvidtfelt som privatist en såkaldt P.O.  (præliminær organistuddannelse) og satte dermed fart på organistkarrieren, der udviklede sig fra vikartjanser til fast job fra 1982. Senere, i 1985, efter studier hos bl.a. Finn Viderøs og Jens E. Christensen, tog han den store Kirkemusikalske Diplomeksamen (også i dette tilfælde som privatist).
At være organist var ikke bare en flygtig idé i den 16-årige Svend Hvidtfelts hoved, og ej heller et midlertidigt studenterjob. Det var og er en fundamental del af Svend Hvidtfelts musikalske virke.

Det nye spor, komponistgerningen, blev imidlertid også forfulgt, idet Svend Hvidtfelt søgte ind på komponistuddannelsen på konservatoriet i København i foråret 1982. Han fik afslag, og vendte sig derfor atter mod universitetet: I forlængelse af den ivrige, musik-ideologiske debatkultur der udspandt sig på Musikvidenskabeligt Institut og i ny musik-miljøet, ønskede Svend Hvidtfelt at sætte sig ordentligt ind i f.eks. musikteoretikeren Theodor W. Adorno. Han startede på filosofistudiet i efteråret 1982 - og fik samtidig at vide, at han alligevel var optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium på komponistuddannelsen.

Det resulterede i en række intense år: Studiemæssigt blev både universitetet og konservatoriet passet, samtidig med at Svend Hvidtfelt arbejdede som organist i Brorsons og senere Solvang Kirke. I privatlivet mødte han sin kommende hustru og blev far til fire børn i perioden 1984-1996. Slag i slag gik det indtil Svend Hvidtfelt i 1988 gjorde sine studier på konservatoriet i København færdige og fortsatte på konservatoriet i Århus, hvorfra han debuterede som komponist i 1991. Samme år skiftede han Solvang ud med Mariendal Kirke, hvor han har virket som organist lige siden.
Han var begyndt at undervise på konservatoriet i Odense allerede i 1989 og gjorde i 1992 sine filosofiske studier færdige. Ungdoms- og studieårene lakkede mod enden og i 1992-93, efter et par mindre bestillinger, modtog Svend Hvidtfelt så sin første bestilling for større besætning.

Komponisten
Bestillingen resulterede i værket Flowerfall til Storstrøms Kammerensemble og startede et i det hele taget meget værkproduktivt årti. I kølvandet på Flowerfall kom værker som f.eks. i 1994: …Into the Black og White Light, og i 1995 trioen Lied und Stille – samme år som Svend Hvidtfelt færdiggjorde sit speciale om Per Nørgård og hermed blev cand.mag. i musikvidenskab og filosofi.
Hele to symfonier blev til i 1997-98, og dertil føjede sig det centrale værk Ghostland (1997), operaerne Den lille Havfrue (1999-2000), Tommelise (2003) og Edens Gave (2005-6), saxofonkoncerten i 2002 Winter has come, obokoncerten Leaves in Winter (2004) samt en række værker udsprunget af Svend Hvidtfelts stilling som huskomponist hos Randers Kammerorkester i 2001-2002.
En position som huskomponist hos Storstrøms Kammerensemble 2006-2008 resulterede i nye, søgende retninger i Svend Hvidtfelts musik – f.eks. det usædvanlige værk Musik for to Ensembler (2008) for kammerensemble og big band. Til Shanghai Symfoniorkester komponerede han det kinesisk inspirerede Of Fire and Earth (2007) og i 2008 blev det særprægede musikdramatiske værk De Profundis for sanger og lydspor opført af operasangeren Niels Pihl.
Det indeværende årti (2010-19) ser også ud til at byde på en række interessante bestillinger og uropførelser, f.eks. Ofelia Danser for akkordeon og sinfonietta, der uropføres i 2014/15, og en koncert for orgel og symfoniorkester, med Svend Hvidtfelt selv som organist, planlagt til uropførelse med Aarhus Symfoniorkester i efteråret 2014.

Musikpolitik og undervisning
Svend Hvidtfelt har gennem hele sin karriere forfulgt mindst to yderligere spor i sit musikalske virke: foruden at være komponist og organist, har han engageret sig i det musikpolitiske/-organisatoriske, bl.a. i Dansk Komponist Forenings bestyrelse gennem 1990’erne, og som medlem af Den Anden Operas bestyrelse i midten af 1990’erne, medlem af Statens Musikråd (i dag: musikudvalget under Statens Kunstråd) i perioden 1995-99 og medlem af Repræsentantskabet for Statens Kunstfond 1996-2001.
Engagementet fortsatte i det nye årtusind med poster som f.eks.: formand for Sekretariatet for Ny Musik (SNYK) i 2000-2002, medlem af Statens Kunstfond i 2002-05 og fra 2006: medlem – og siden formand – for bestyrelsen for forlaget Edition S (tidl.: Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik).
Også som underviser har Svend Hvidtfelt været aktiv siden det første job i 1989, f.eks. som timelærer på Det Rytmiske Musikkonservatorium og som ekstern lektor på Musikvidenskabeligt Institut, hvor han i 2003 blev fastansat som studielektor. Rollen som underviser hænger tæt sammen med SHNs interesse for det musikteoretisk-faglige og det videnskabelige – en naturligvis konsekvens af altid at ”ville gøre tingene ordentligt”.

Svend Hvidtfelts mange spor: det kompositoriske, det udøvende, det musikvidenskabelige/filosofiske, undervisningen og det musikpolitiske, gør ham til en af de mest markante og interessante komponister i sin generation. Ser man alene på komponisten og kompositionerne, kendetegnes musikken af stor tyngde – også i de værker, hvor han bevidst søger et enkelt udtryk. Der er altid noget væsentligt på færde i Svend Hvidtfelts musik, og det forekommer, både umiddelbart og efter mange gennemlytninger, substantielt – noget, der er værd at udforske nærmere. Samtidig er Svend Hvidtfelt er yderst beskeden komponist, som efter eget udsagn egentlig bare har lyst til at komponere musik, han selv kan lide at høre på.

Svend Hvidtfelt Nielsen sammenligner selv sin kompositionsproces med tilblivelsen af et maleri: Han starter typisk fra en ende af med at lave én ”klat” eller gestalt – dvs.: nørkler sig frem til en bestemt, veldefineret figur i et enkelt instrument. Når han til sidst er tilfreds med denne figur, spørger han sig selv, hvad den næste ”klat” på lærredet så skal være, den næste genkendelige gestalt: instrument nr. 2’s figur. Og så fremdeles. Mellem de forskellige klatter er der en sammenhængskraft, som Svend Hvidtfelt har svært ved at sætte ord på. Den opstår nærmest intuitivt: Ligesom man kan føle, at nu er maleriet færdigt – ”nu ser det ud, som det skal” – så mærker han intuitivt, når musikken simpelthen lyder færdig, god og rigtig i hans ører.

Et ord, Svend Hvidtfelt ofte bruger, når han beskriver musikken overordnet, er ”gestus”. Hermed mener han noget, der måske bedst kan forstås som: måden de enkelte gestalter bevæger sig på, hver for sig og samlet/ struktureret i musikstykket. ”Heri ligger der faktisk en pointe for mig. At stykket præsenterer sig med en overordnet gestus er vigtigt. Jeg ønsker, at min musik skal have et direkte udtryk, en forside. Den musik, der udgør forsiden, er i sig selv sammensat af forskellige elementer, som igen giver mulighed for nye oplevelser.”[1]

Ikke overraskende er Svend Hvidtfelts musik ofte meget kompleks. Der er tit tale om mange ”lag” i musikken qua de enkelte instrumenters meget forskellige gestalter og forløb. Man kan sagtens få fornemmelsen af, at instrumenterne står og spiller hver sit stykke oveni hinanden, uden noget hørbar sammenhæng, det være sig harmonisk eller rytmisk. Så meget desto mere effektfuldt er det, når der så pludselig indfinder sig en homogenitet – f.eks. en fælles gestus; alle arbejder sig opad eller ned, alle er sammen om et crescendo, eller: al bevægelse ophører og der bliver stille.

Fascinationen af det komplicerede, de sammensatte forløb og det betragtelige ”arbejde” i at skrue ting sammen på den måde, var allerede kendetegnende for den rockmusik, Svend Hvidtfelt som ung var optaget af. Det var ikke den simple ”1-2-3-4”-rock, han dyrkede, men den langt mere sammensatte som man finder hos f.eks. Frank Zappa, Emerson, Lake & Palmer, David Bowie m.fl..
At Svend Hvidtfelt endte hos kompositionsmusikken forekommer derfor helt oplagt, når man som han drives af denne fascination af det flerlagede, en søgen mod grænserne for hvad man som lytter overhovedet kan opfatte som sammenhængende, og en nørdet kælen for de enkelte figurer/gestalter i detaljen. Som komponist i den ny musik er alt tilladt og man kan tillade sig at fordybe sig 100 % i glæden ved kompositionsprocessen – at se sine ”børn” blive til, trin for trin, engagere sig i dem, og blive berørt af musikken. Og det er faktisk hans eneste kriterium for kompositionerne: at de skal bevæge og berøre ham. Gør de ikke det, kasseres musikken – også selv der er tale om næsten færdige værker.

Svend Hvidtfelt er klar over, at lytteren egentlig ikke har en chance for at opfatte alle lagene i hans musik hverken ved første, anden eller tredje gennemlytning. Det kan han vanskeligt selv ved lytning nr. 100, og det var derfor en skelsættende begivenhed i hans liv, da han fik en computer i 1991: Dermed blev det muligt at afspille hvad han havde skrevet i nodeprogrammet og dermed ”tjekke”, hvad der faktisk var hørbart i sidste ende, når de mange lag blev lagt sammen.[2]

Grundlæggende komponerer Svend Hvidtfelt ikke med tanke for, hvordan en lytter vil opleve værket – slet ikke, når man tænker på, at en typisk lytter ofte kun vil høre værket én eneste gang til en koncert, og dernæst aldrig mere. Svend Hvidtfelt komponerer alene med tanke på værket selv og ud fra sine egne kvalitetskriterier om virkelig godt håndværk og at musikken bevæger ham.
Når dette er sagt, er det alligevel tydeligt, at Svend Hvidtfelt gerne vil fortælle historier til nogen, til verden. Musikkens gestusser er tydelige og klart optegnede, og de villytteren noget. Som lytter bliver man umiddelbart bevæget af musikken, når der f.eks. pludselig opstår et ”orkanens øje” – en stilhed efter lang tids totalt virvar og vrængen. Og man relaterer umiddelbart til den pallette af gestusser, som Svend Hvidtfelt gerne benytter sig af: korte rytmiske, pågående figurer, vrængende glissandi, arpeggio-markører, ur-suppe-tilstande m.m. Disse veldefinerede ”klatter” i Svend Hvidtfelts kompositioner går igen gennem hele hans værkproduktion, dog selvfølgelig med undtagelser undervejs. Ikke mindst i hans senere produktion tager kompositionerne form på en mere enkel måde, stadig med et intenst blik for detaljen i figurerne og forløbet, men hvor det komplicerede og stærkt sammensatte ikke længere er en hovedpointe i musikkens samlede gestus.

noter

For Svend Hvidtfelt Nielsen selv og folk, der har beskæftiget sig med hans musik, er Flowerfall fra 1993 det første meget centrale værk i komponistens værkproduktion. Det beskrives relativt indgående tilbage i 1993-94 i en artikel af Morten Michelsen i DMT[1]: ”Værket begynder med et kraftigt udbrud i alle otte stemmer… opadgående åbningsarpeggio… potentiseret polyfoni… mangelaget polyrytmik… flimrende lydflader… myldrende aktivitet…” Typiske ord, som ofte går igen i beskrivelsen af Svend Hvidtfelts musik fra især denne periode; start/midt 1990’er til midten 00’erne, og som Svend Hvidtfelt selv ser som betegnende for det, han ønsker med sin kompositionsteknik: der flerlagede, det komplekse og til tider kompakte.

Det flerlagede er ikke nyt for Svend Hvidtfelt i 1993. Det er at finde helt tilbage i 1983 i strygekvartetten Uden Vej og med voksende styrke i stykkerne undervejs frem til 1993.
Den tidlige værkproduktion i 1980’erne er i øvrigt naturligt præget af de opgaver, Svend Hvidtfelt bliver stillet på konservatoriet, værker skrevet ifm. komponistworkshops, , værker til medstuderende instrumentalister eller musikere i omgangskredsen m.m. På værklisten finder man typisk orgel- og klaverværker, i stigende grad kammermusikværker, orkesterpræludiet Sisorypce fra 1985, der er et rekomponeret orgelværk skabt til en workshop hos Sønderjyllands Symfoniorkester, operaen Uld, der var del af et samarbejde mellem konservatoriet og Forfatterskolen m.m.
Svend Hvidtfelt samler trådene i sin debutkoncert i 1991, hvor han egentlig var klar med de splinternye værker Fabel og Serenade, men hvor det alligevel bliver bl.a. slagtøjsstykket Those Splinters of Ice (fra 1986, spillet af Gert Sørensen) og strygekvartetten Passengers (fra 1987, spillet af Kontra Kvartetten) der definerer programmet.

Med Fabel og Serenade (begge fra 1990-91) lægger Svend Hvidtfelt så an til sit gennembrud, som sker med Flowerfall i 1993. Han arbejder med tydelige gestalter i form af skarpe, rytmiske figurer, der lejlighedsvis afbryder flimrende triller, sørgmodige melodistumper og linjer og stemnings-tilstande i et slags cis-mol-univers (både Fabel og Serenade henter deres harmoniske materiale fra operaen Uld). I Fabel er de tre instrumenters forløb og figurer i høj grad samlet i en fælles gestus, der bevæger værket fra start til slut. I Serenade mærkes det flerlagede tydeligere på den måde, at de forskellige instrumenter spiller til tider som var de på hver sin planet, men alligevel er de samlet omkring et fælles univers og fælles bevægelser ind og ud af pauser og stilhed.
I Flowerfall bliver de flerlagede passager længere og tydeligere. De mange figurer og gestalter, der er typiske for Svend Hvidtfelt, veldefinerede hver for sig, kastes op i luften og bevæger sig længe selvstændigt i rummet, uden man har fornemmelsen af en fælles retning for musikken – ”En myreture af melodiforløb, nogle hurtige, andre langsomme, andre igen kun glimtvis opdukkende”, som komponisten selv beskriver det i sin programnote[2]. En meget markant begivenhed opstår, når den hektiske aktivitet så ebber ud, og der opstår et ”hul”, en boble af stilhed, som befinder man sig i en magisk og underskøn drypstenshule. Stilheden omringes efterfølgende igen af stort mylder og aktivitet, indtil stykket slutter med arpeggiomarkør og trompetsignal.

Samme kompleksitet og drypstenshule forekommer f.eks. også i de to komplementær-stykker Into the Black og White Light – både den mørke, vulkanagtige …Into the Black med boblende og til tider eksploderende lava, og den lyse White Light (komponeret til trioen Pärlor for Svin med krav om at det skulle kunne holde til at blive opført på værtshuse…), der opererer med masser af lag, hvirvlende glissandi, melodistumper, rytmisk aggressivitet og krible-krable-figurer – og ud-ebben til stilhed(-er), eller indfindelsen af næsten blanke havoverflader.

Et tredje, næsten radikalt, værk i det flerlagede univers er Lied und Stille (1995). Svend Hvidtfelt beskriver i sin programnote, hvad man også som lytter tydeligt oplever: ”Lied und Stille udspiller sig som et teaterstykke for tre medvirkende, hvor de tre roller intet - eller kun lejlighedsvist - har med hinanden at gøre. Som tre individer, der kun har tiden og stedet tilfældes. I et langt forløb, hvor stilstand og pause er de virkemidler, der tages i brug når fornyelse og aktivitet synes påkrævet, udfolder disse tre individer hver deres musik.” Udviklingen fra duoen Katafalk (1991) for den lidt specielle besætning: harpe og orgel, er mærkbar: Her arbejder de to instrumenter også i hvert deres lag, men med en tydelig gestisk korrespondance og dialog mellem sig.  I Lied und Stille er sammenhængen knapt hørbar.

Lyt til værket her.

I 1997-98 er det efter mere 10 års voksende komponistvirksomhed endelig blevet tid for Svend Hvidtfelt Nielsen til at bevæge sig hen til symfoni-genren. A Sense of Fall – Svend Hvidtfelts 1. symfoni - blev komponeret til en komponistkonkurrence udskrevet af Det Kongelige Kapel, der dog endte med ikke at udpege nogen vinder.
I A Sense of Fall finder man nogle klare referencer til Flowerfall – f.eks. ”den ensomme klaversolo”[1] og harpestemmen i 3. sats og de i det hele taget mange tydeligt definerede gestalter i instrumentgrupperne, for ikke at tale om en række solistiske indslag.
En smuk violinsolo på en baggrund af flimmer og glimmer i fløjter, strygere og slagtøj indleder symfoniens første sats, der er rolig og ”gennemsigtig” – som satsbetegnelsen moderato intimo con transparenza da også lægger op til. Et rytmisk motiv hos blæserne blander sig i skønheden, uden grundlæggende at forstyrre – et rytmisk motiv, der også antydes i symfoniens følgende satser (og vender i øvrigt tilbage og bliver bærende i Svend Hvidtfelts 2. symfoni). I anden sats introduceres voldsomme, høje, skingre skrigende gestusser, som måske forudgriber den linje, SHN udforsker nærmere i sine Ghostland-værker (1997-2000), saxofonkoncerten Winter has come (2002) og obokoncerten Leaves in Winter (2004).
Hovedsatsen er 3. sats, hvor der er overordentligt meget på færde:  faretruende ulmen, voldsomme udladninger, svulmende strygerpassager, drypstensgrotten med klaversolo og melankolske melodistumper som vi kender det fra Svend Hvidtfelts kammermusik. 4. sats hvirvler overvældende videre, massivt, overmåde kraftigt og hektisk med flere lag, end man har mulighed for rumme, med bølgedale undervejs, afsluttende med en bragende gestus. Værket blev uropført ved Komponistbiennalen i 2000 og samme år spillet på NUMUS-festivalen med betragtelig anmelderros til følge.

Dance and Roses – Svend Hvidtfelts 2. symfoni – blev skrevet til, og vandt, Vestsjællands Amts Komponistkonkurrence, hvor værket rettes mod et amatørorkester. Under hensyn til de udøvende koncentrerede Svend Hvidtfelt stoffet omkring nogle udvalgte elementer, ikke mindst det rytmiske motiv, der var på spil i hans 1. symfoni, hvis drive nu nærmest bliver bærende i den 2. symfoni – med rigeligt at se til i orkestrets slagtøjsafdeling, dissonanser og skærende klimakser og med de typiske øer af ro og stille flimren undervejs.
Symfonien er halv så lang som den først, dvs. ca. et kvarter, og udgøres af kun én sats.

Lyt til uddrag af Dance and Roses her.

Svend Hvidtfelt har desuden skrevet en 3. symfoni (2010), der imidlertid stadig har til gode at blive opført. Han skrev den efter eget udsagn ”fordi han havde tid og lyst” med det stramt gennemstrukturerede, kontrapunktiske kammerværk Ad Astra som forstudie.

I 1997 startede Svend Hvidtfelt Nielsen en værkserie med udspring i Ghostland. Ghostland er komponeret til Rascher saxofonkvartetten og Århus Sinfonietta og fik en række spin-off-værker: While Angels Sleep I og II (for saxofonkvartet og slagtøj), In the Dead of Night (saxofonkvartet), Som Sang (mezzosopran og saxofonkvartet) og Towards the Night (saxofonkvartet og klaver).
Der sker i denne musik noget nyt: Svend Hvidtfelt begyndte at interessere sig for kvarttoner og en ny skrigende, glissando-gestus introduceredes, samtidig med at det flerlagede princip trådte i baggrunden. De enkelte effekter og gestusser påkalder sig dermed større opmærksomhed – de står alene og dermed tydeligere frem: det være sig gongens effektfulde slag, det fælles, flerstemmige kvarttoneglissando, de pulserende trommer, flimmer-passagerne, øerne af smuk stilhed og selvfølgelig: de øresønderrivende og frygtindgydende udkomponerede skrig og vrængen samt de mere stille, søgende og til tider ildevarslende passager. Hvor man i Flowerfall og lignende værker i den flerlagede hektiske aktivitet måske længes mod den entydige, stille drypstenshule, går længslen på en måde en anden vej i Ghostland-værkerne: det stille og flimrende bliver afventende og søgende, og man drages anderledes mod de kraftige, markante og entydige glissando-gestusser som musikkens ”hook-line”.

Den stærke, ”effektive” og udtryksfulde kvarttone-/glissando-gestus er tydeligt på spil også i saxofon-koncerten Winter has come (2002), som er skrevet til saxofonisten Torben Snekkestad, der uropførte værket med den norske sinfonietta Ensemble Ernst. Her konstituerer de særlige teknikker til hhv. at lave glissandi i det høje saxofonregister og spille med kvarttonemelodik (som Snekkestad indviede Svend Hvidtfelt i) ganske enkelt de to første satser, og tredje satsen vælger en særlig trille som sit udgangspunkt. Akkompagnementet er på én gang tilbagetrukket og i tæt, nærværende samspil med solisten, og kendetegnet af rytmiske motiver/dur-akkord-accenter, krible-krable-flimmer, rolige, dissonerende linjer og psykedeliske glissandi.

Obokoncerten Leaves in Winter (2004) arbejder tilsvarende med kvarttonemelodik og glissandi. Koncerten er skrevet til oboisten Helen Jahren og blev uropført med Østerbotnisk Kammerorkester. Værkets start er bemærkelsesværdig med det meget høje toneregister, introduceret af strygerne, som solisten glider ind og overtager med stor intensitet. Musikken er generelt præget af høje, intense toner hos solisten, fuld af klage, sorg og smerte, vrængen og til tider hektiske staccato-rytmer  – og af flageoletter, voldsomme gestusser og glissando i strygeakkompagnementet, der giver maksimalt modspil til solisten. Herimellem ensomme solopassager og masser af pauser til eftertanke og forventning. En anmelder beskrev sin oplevelse af koncerten som ren kartarsis.

Lyt til uddrag af Leaves in Winter her.

Et pænt stykke vej fra kvarttonerne i Ghostland-værkerne (se mere om disse i afsnittet her) finder man den anmelderroste opera Den lille Havfrue (1999-2000), skrevet til Den Fynske Opera med libretto af Naja Marie Aidt. For Svend Hvidtfelt Nielsen har arbejdet med operaer det med at afføde nye retninger i hans musik. Operaen Uld gav f.eks. harmonisk materiale til Flowerfall-værkerne - I Den lille Havfrue betræder Svend Hvidtfelt en vej, han selv karakteriserer som ”temmelig tonal”, hvilket man kan høre i suiten Prinser og Drømme (1999-2000), der er Havfrue-musik omarbejdet/komponeret til en komponistkonkurrence udskrevet af Randers Kammerorkester, hvor det vandt 1. pris.

Om vokalmusik mener Svend Hvidtfelt i øvrigt overordnet at det stort set ikke giver mening at træde uden for den tonale vej, ligesom melodierne sangbart må læne sig indlysende op ad teksten og den frasering, der ligger i ordene og sætningerne. Dette afstikker rammerne for kompositionen, som først og fremmest har til opgave af formidle historien. Derfor karakteriseres hans operaer – Den lille Havfrue, og senere Tommelise (2003), og endnu senere: Edens Gave (2005-6) – ofte som meget tilgængelige og enkle, selvom man i partituret sagtens kan finde komplicerede rytmiske teknikker og en række forskellige lag i orkestersatsen.

Som udløber af Prinser og Drømme blev Svend Hvidtfelt i 2002/2003 huskomponist hos Randers Kammerorkester og skrev i den forbindelse et par værker, som hviler i samme tilgængelig stil, som Prinser og Drømme befinder sig ud, qua sit udspring i Den lille Havfrue. Ligesom Prinser og Drømme er f.eks. Dance and Detours (2002/2004) livlig, dansant, næsten spillemandsagtig rytmisk – til tider lidt i stil med hvad man kunne høre i Dance and Roses, med muntre melodier, vekslende med rolige afsnit. Fraværet af vokal forankring giver dog Dance and Detours flere komplicerede elementer, med tråde tilbage til både det flerlagede og det glissandi-orienterede, end tilfældet er i Prinser og Drømme.

Tommelise blev til i kraft af projektet ”Symphonic Fairytales”, der fejrede H. C. Andersens 200 års fødselsdag. Det blev uropført på spansk i Madrid af den spanske radios kor og orkester. Det er tonalt og ukompliceret i vokalstemmerne, til tider med helt enkle koraler i korsatserne. Som kontrast hertil akkompagnerer orkestret vekslende: f.eks. med stærkt kontrasterende soloviolinstemme på tværs af rytmiske Carl Orff-agtige indsatser i store dele af orkestret eller hurtige krible-krable-gestusser i blæserne, eller tonalt kontrasterende strygerudladninger. Fra mildt og afspændt til højdramatisk understøttelse af handlingen – altid med klart vokalt fokus.

Lyt til uddrag af Tommelise her.

Med Edens Gave (2005-6) fortsætter Svend Hvidtfelt samarbejdet med Randers Kammerorkester. Operaen bygger på en fortælling af forfatteren Svend Aage Madsen, som Svend Hvidtfelt selv har skabt en libretto ud af. Edens Gave får anmelderne til at karakterisere Svend Hvidtfelt som ”en operakomponist af nationalscenisk format” og igen roses han for sine melodier samt raffinerede, udtryksfulde akkompagnerende musik dertil.

I 2006 bliver Svend Hvidtfelt Nielsen huskomponist hos Storstrøms Kammerensemble og han benytter lejligheden til at afprøve nye retninger i sin musik – den væsentligste findes under overskriften ”Musik for…”: Musik for to ensembler (2008) – for kammerensemble og bigband, Musik for Ensemble (2007) og Sang for Klaver og Ensemble (2007), Kontemplation for Violin og Klaver (2011) og Musik for Violin og Klaver (2011). Her bliver Svend Hvidtfelts musik enkel, repeterende, tonal og nærmest minimalistisk i sin udgangspunkt – dog med undtagelse af Musik for to ensembler, der hovedsagelig er enkel på den måde, at Svend Hvidtfelt her underordner sin musik et relativt standard-rytme-skema spillet af rytmegruppen og lader blæserne arbejde med kvarttoner og glissandi, i en slags enkel udgave af det, man mødte i Ghostland-værkerne (læs mere her). Undervejs er der referencer til klassiske bigband-gestusser: rytmiske markeringer i blæserne, saxofon-linjer og jazz-harmonik og et kammerensemble, der deltager i glissando-gestusser og antyder Svend Hvidtfelts flerlagede principper, melankolske melodi-linjer m.m.

De øvrige ”Musik for…”-værker er mere enkle og entydige i deres udgangspunkt, f.eks. Musik for violin og klaver (2011), der helt har gjort op med det flerlagede og komplicerede, og prioriterer enkelhed, repetition, tonalitet, melodi med næsten klassisk klaverakkompagnement. Ligeså den gribende Sang for Klaver og Ensemble (2007), hvor alt flyder roligt op og ned i lidt forskellige tempi, med simple, minimalistiske virkemidler, en betagende violinsolo midtvejs, og et gitter af mere eller mindre pågående C-oktaver i klaveret gennem hele stykket, som de øvrige instrumenters melodilinjer flyder igennem, let som ingenting.

Lyt til uddrag af her.
Lyt til uddrag af Sang for Klaver og Ensemble her.

Især to andre værker trænger sig på i tiden efter 2006, nemlig Of Fire and Earth (2007) for den kinesisk fløjte bang di og symfoniorkester samt det musikdramatiske værk De Profundis (2008-09). Of Fire and Earth lader sig lede af den lille kinesiske fløjte i et enkelt, kinesisk inspireret univers med korte, klare gestusser: pentaton tonalitet, crescendi-figurer, små rytmiske figurer, klare rytmiske markeringer m.m. Værket vandt 2. pris i Shanghai Spring International Music Festivals komponistkonkurrence og blev opført i Shanghai i 2008.
De Profundis er et tre kvarter langt værk for sanger og lydspor skrevet til operasangeren Niels Pihl, hvor ”musikken” nærmest er elektroniske lydeffekter af forskellige slags, der skildrer stemningerne i hovedpersonens sind, der muligvis er skizofrent, muligvis overtaget af væsner fra det ydre rum…

Svend Hvidtfelt Nielsen fortæller i flere sammenhænge, hvordan han er inspireret af sine danske komponistkolleger, lærere og forgængere. Han nævner f.eks. konkret Hans Abrahamsens Winternacht som inspiration til Serenade og delvist også Flowerfall, som han samtidig ønskede også skulle være lidt i stil med Bent Sørensens musik. Tidligere i karrieren er det bl.a. Carl Nielsen, Vagn Holmboe og Leif Kayser, der nævnes som store inspirationskilder – senere bliver det Nørgård, Gudmundsen-Holmgreen og Nørholm, som Svend Hvidtfelt søger inspiration hos - selvfølgelig særligt indlysende, når han f.eks. i 1984 fik Nørholm som lærer på konservatoriet, efter de første år at have gået hos Yngve Trede.

Ofte nævnes det da også i forskellige beskrivelser af Svend Hvidtfelts musik, at den umiskendeligt befinder sig i et dansk/nordisk univers. Det er som om det ofte meget poetiske og metaforiske i værktitlerne, og det organiske i Svend Hvidtfelts musik i manges øjne og ører placerer ham i en nordisk semi-romantisk tradition (f.eks. hæfter Anders Beyer sig her i denne artikel ved Svend Hvidtfelts titler og romantiske æstetik. Svend Hvidtfelt selv bekender sig som sagt til denne inspiration, men nævner også i andre (værk-)sammenhænge forskellige andre inspirationskilder – fra Stravinsky (f.eks. Etuder og Dance and Detours) til Messian (f.eks. Divertimento og Tommelise) og Kurtag (f.eks. Leaves in Winter).

Når det kommer til en helt bestemt del af Svend Hvidtfelt kompositoriske virke, nemlig motetterne, som han gennem sit faste arbejde som organist i den danske folkekirke har tæt inde på livet, er den danske inspirationen ikke til at tage fejl af: Motetterne, som klinger helt anderledes end den musik, Svend Hvidtfelt udfolder i kammer- og orkestermusikken, ligger fuldstændig i forlængelse af den tradition, man finder hos f.eks. Kayser, Holmboe og Lewkovitch: enkelt tonalt/harmonisk, tekstnær og organisk frasering, tomme kvinter og enkle dissonanser. Ligesom SH Svend Hvidtfelt i sine operaer vælger sangbarheden og melodierne som styrende princip for det vokale, finder man i motetterne en ”gammeldags” enkelhed, som ligger langt fra den Svend Hvidtfelt man kender fra koncertsalene – og også langt fra den enkle stil, man finder i hans sene, minimalistiske værker, hvor inspirationen hentes uden for det danske, f.eks. hos Reich og Pärt.
Svend Hvidtfelts motetter er udkommet i to omgange: de første 32 i 2002-03 og de næste 32 motetter i 2010, men er blevet komponeret løbende gennem alle årerne som en slags rekreation mellem de større værker.

Svend Hvidtfelt holder i øvrigt en dansk komponisttradition i hævd ved, som mange komponister før ham, at placere sig med ben i flere spor: som musiker qua sit virke som organist, hvilket har drevet ham siden hans pure ungdom, som underviser qua sin musikteoretiske og –filosofiske interesse, der har fulgt ham i hans konstante bestræbelse på at komme til bunds og gøre tingene ordentligt, og som aktiv i det organisatoriske, med hans forskellige tillidshverv og deltagen i den musikpolitiske debat, som har kendetegnet ledende medlemmer af Dansk Komponist Forening i foreningens 100-årige historie.

Det skal ligeledes nævnes, at Svend Hvidtfelt er en komponist med eksemplarisk overblik over sit eget virke, og f.eks. indehaver af en god, informativ hjemmeside med opdateret værkfortegnelse, rigelige lydeksempler, CV, artikelsamling, noter m.m.[1]

Find værkliste på komponistens eget website.

Find tekster af og om Svend Hvidtfelt Nielsen på komponistens eget website.

Find diskografi på komponistens eget website.