Erling Brene blev efter at have gennemført en handelsuddannelse optaget på Musikkonservatoriet i 1921 med fagene violin og komposition. Som mange andre unge komponister fandt han undervisningen utilfredsstillende og forlod konservatoriet. Han fik derefter privatundervisning af Ludolf Nielsen. Fra disse år stammer hans strygekvartet nr. 1 opus 1, 1924-25, der blev uropført af Breuning-Bache kvartetten i Dansk Koncert-Forening 1926. Finere kunne det næsten ikke være.
Forud for Brenes opus 1 ligger nogle værker, bl.a. en symfoni, der aldrig blev opført, og heller ikke alle hans efterfølgende værker fra 1920’erne blev opført. Men omkring 1930 fik Brene gennem den jævnaldrende, men bedre kendte Knudåge Riisager kontakt med den politisk engagerede Forsøgsscene og det nystiftede Det Unge Tonekunstnerselskab. Dermed blev han del af 1930’ernes musikalske avantgarde og fulgte i nogen grad dens ideer om en anti-romantisk, ny-saglig ”brugsmusik” inspireret af bl.a. Hindemith.
Til Forsøgsscenen komponerede han musikken til Bertel Budtz Müllers såkaldte ”Livsspil” Floden opus 9, 1929. Stykket var iflg. forfatteren ”et barn af det tyvende, Einsteins, den sociale viljes og verdensrevolutionens aarhundrede. Dets takt, rytme er den fine, moderne motors takt – stakaandet, monotont, frem, frem – fremfor viljens og teknikkens yderste pres. Jazz!!”[1] Erling Brene søgte at indfri disse krav med en musik, der i neo-barokkens og ny-saglighedens ånd skulle ”fungere som et selvstændigt element, som skal skabe spænding i forholdet til de øvrige elementer i helheden”.[2]
Forsøgsscenen blev i 1930 splittet i to politiske fraktioner, en kommunistisk (hvor bl.a. Otto Mortensen og Bernhard Christensen engagerede sig) og en socialdemokratisk med Erling Brene og Franz Syberg. Under navnet Musikteatret lagde de ud 1931 med opførelsen af Erling Brenes og Sven Clausens opera Mordet i Værtshuset, opus 12, 1930. Modtagelsen var ikke nådig: I Politiken skrev Hugo Seligmann: ”Erling Brene, Hovedmanden, er ikke nogen videre god Komponist. Han er et Barn af sin Tid, der leger med det polyfone som Barnet med Ranglen. Men lige saa lidt som Ranglen giver synderlig differentieret Musik fra sig, lige saa lidt bliver man virkelig Komponist, fordi man kan ”polyfonere”.[3]
De følgende år, hvor Musikteatret gled ind under DUT’s regi, komponerede Erling Brene en række neoklassiske værker for koncertsalen, hvoraf mange blev opført af DUT – bl.a. hans Concerto senza Solennita for fløjte og kammerorkester opus 22, 1933. Men efterhånden som interessen for ny musik af international observans blev mindre i musiklivet, svandt også interessen for Erling Brenes musik. Flere af hans store værker som klarinetkoncerten opus 26 fra 1935 blev aldrig spillet, og andre som hans cellokoncert opus 34, 1939-40, måtte vente flere år på uropførelsen. Blandt den ny musiks tilhængere var der respekt for Brene, men også en erkendelse af at hans kompromisløse og asketiske stil skræmte anmeldere og publikum væk.
Lyspunkter var der dog: Hans symfoni nr. 1, Det ukuelige sind opus 36, 1941, var blandt de værker, der blev valgt til indvielsen af Radiohusets nye koncertsal 1946, og i 1948 fik hans orkesterværk Vigeur bronzemedalje ved De Olympiske Lege i London.[4] To af hans i alt 10 strygekvartetter, nr. 4 og 5 opus 59 og 61, blev indspillet på lp af Kontra Kvartetten som del af Dansk Musik Antologi, og Den jyske Opera satte hans opera Besøgeren opus 66, 1963-64, til tekst af Sven Holm op i 1969.
Stilistisk fjernede Erling Brene sig i årenes løb fra den strengt saglige linje og nærmede sig et mere ekspressivt udtryk. Nøgleværker i denne udvikling er hans Klaverkoncert nr. 2, opus 56, 1954-55, og de to strygekvartetter nr. 4 opus 59 og nr. 5 opus 61, komponeret mellem 1956 og 59. I et brev fra april 1956[5] skrev han om denne udvikling:
”Med mit sidste værk før sommeren i fjor, klaverkoncerten, er det som om jeg er kommet til at stå ved et vendepunkt. Jeg har flere påbegyndte værker liggende, men ingen af dem fører derhen, hvor min higen går. Undtagen er dog en strygekvartet [nr. 4, opus 59], som jeg arbejder på for tiden[6].”
I strygekvartet nr. 5 anvender Brene en frit tillempet form for tolvtoneteknik: Et tema, der består af alle skalaens tolv toner, fungerer som den røde tråd, der strukturelt og formalt binder kvartettens tre satser sammen til en helhed. Temaet er hovedtema og varieres i de to langsomme ydersatser, og afspaltninger af det gennemsyrer den hurtige mellemsats i forskellige rytmiske varianter. Man fornemmer, at Erling Brene i dette værk nærmer sig en personlig syntese af Schönbergs dodekafoni og den metamorfoseteknik, som Vagn Holmboe omtrent samtidig udviklede i sine strygekvartetter.
Ved siden af sit virke som komponist var Erling Brene fra 1949 sanglærer på Ellebjergskolen i København, og han komponerede en del sange og værker for børnekor og instrumenter, bl.a. skoleoperaen Drengen med fløjten op. 50, 1950.
(JBR)
Noter
[1] Citeret fra Michael Fjeldsøe: Kulturradikalismens Musik, København 2013 s. 150.
[2] Op. cit. s. 151f.
[3] Op. cit. s. 183.
[4] Indtil 1948 var kunst en olympisk disciplin, dog med det krav at de udvalgte værker skulle have forbindelse til sport.
[5] Citeret fra Erik Sønderholm: Noter til lp Canzone D.M.A. 060. Forf. takker Claus Byrith der har stillet materialet til rådighed.
[6] Den langsomme (moderato) del af 2. sats stammer fra 1941.
Musikken er venligst stillet til rådighed af Dacapo
